Nu tager de unge socialdemokrater Utøya tilbage

Til sommer vil den socialdemokratiske ungdomsorganisation i Norge, AUF, for første gang afholde en lejr på Utøya efter massakren i 2011.

- ARKIVFOTO af nordmænd, der sætter lys og lægger blomster ved Utøya Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Knap fire år efter det voldsomme angreb på Utøya i 2011, vil den norske ø til sommer for første gang være vært for en ungdomslejr igen.

Det er den socialdemokratiske ungdomsorganisation i Norge, Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der vil afholde en lejr til august.

Det var også AUF, der var værter for en større lejr, da Anders Behring Breivik 22. juli 2011 ankom til øen sidst på eftermiddagen, hvorefter han skød og dræbte 67 personer i den største nordeuropæiske massakre i nyere tid. I alt døde 69 personer på øen.

Til dagsavisen.no siger Mani Hussaini, formand for AUF, at de unge socialdemokrater nu er parate til at vende tilbage til øen og bruge den som scene til politisk debat.

»Utøya er et sted, hvor vi skal mindes kammeraterne, som ikke længere er hos os. Det skal også være et sted, hvor vi skal lære om, hvad der skete 22. juli, og et sted, hvor vi skal invitere til politisk debat,« siger Mani Hussaini.

På selve dagen, 22. juli, vil øen fortsat danne ramme om en mindehøjtidelighed, og 7. august vil AUF så være værter for en lejr om international solidaritet.

I kølvandet på angrebet opstod en hidsig diskussion om, hvad øen skulle bruges til. AUF meldte tidligt ud, at »man ville tage øen tilbage«, men det faldt en række efterladte for brystet, der hellere så, at øen skulle blive et mindesmærke for de mange unge mennesker, der omkom.

Mani Hussaini medgiver, at processen har været svær, og at AUF muligvis har været for hurtige på aftrækkeren i det prekære spørgsmål.

»Vi var for tidligt ude og sige, at vi ville tage Utøya tilbage, men nu har vi erkendt, at vi var for hurtige til at konkludere, hvad der skulle ske med bygningerne på øen. Spørgsmålet om, hvad Utøya skal være, tog vi ikke hensyn til. Nu har vi lyttet til råd fra efterladte og den nationale støttegruppe og givet os mere tid,« siger AUF-formanden til dagsavisen.no.

»Planen for Utøya er meget anderledes end den, der lå på bordet i 2012. Når de unge kommer tilbage til øen, vil de komme til et værdigt sted, hvor man ikke glemmer dem, som er væk, men som samtidig lader de nye generationer videreføre idealerne fra de, der blev angrebet,« siger Mani Hussaini.

Foruden de 69 omkomne på Utøya kostede Anders Behring Breiviks terrorangreb otte personer livet, da en bilbombe eksploderede i regeringskvarteret i den norske hovedstad, Oslo, kort tid inden Utøya-massakren.