Nordkorea afpresser Vesten

Nordkoreas raketangreb på Sydkorea er alvorligt, men ikke startskuddet til storkrig. Nordkorea vil have USAs anerkendelse, vurderer eksperter.

Foto: Scanpix
KØBENHAVN/BEIJING: Det nordkoreanske raketangreb på Sydkorea, der i går kostede to sydkoreanske soldater livet, er en alvorlig optrapning af konflikten i Østasien og et udtryk for, at det uforudsigelige, internationalt isolerede og atombevæbnede regime i Nordkorea forsøger at gennemtvinge nye forhandlinger med Vesten.

Det vurderer en række danske og internationale eksperter, som dog ikke mener, at angrebet er startskuddet til en egentlig ny storkrig i området.

»Jeg tror ikke, at det vil eskalere til en situation, der er mere alvorlig, end den er nu,« siger Han Seung-joo, Sydkoreas tidligere udenrigsminister under den første atomkrise i 1994.

Det er ikke nyt, at Nordkorea »laver ballade for at tiltrække sig opmærksomhed fra det internationale samfund«, som Chu Shulong, der er professor i international sikkerhedspolitik på Tsinghua Universitet i Beijing, forklarer:

»Når de så får opmærksomheden, så kommer der en ny runde af forhandlinger, som ender med at de får forsyninger fra udlandet. Sådan har mønsteret været i de seneste 20 år,« siger han.

Angrebet, der betegnes som et af de værste siden Koreakrigen i 1950erne, har rejst en mur af internationale fordømmelser, og FNs Sikkerhedsråd blev i går hasteindkaldt. Men måske er tiden inde til nytænkning, mener Clemens Stubbe Østergaard, der er Østasien-ekspert ved Aarhus Universitet. Han ser angrebet som Nordkoreas desperate forsøg på at tvinge USA til direkte forhandlinger, der skal skaffe Nordkorea af med dets pariastatus.

Leder: 

»Måske skal USA slå til, acceptere de a-våben Nordkorea nu engang har og så få en garanti for, at nordkoreanerne ikke anskaffer flere atomvåben og ikke eksporterer den farlige teknologi eller missilsystemer,« siger han.