Litterært drab på Thatcher mødt med vrede i Storbritannien

Succesforfatteren Hilary Mantel har i en novelle »myrdet« tidligere premierminister Margaret Thatcher. Reaktionerne viser, at jernladyen stadig er et af de hedeste politiske debatemner blandt briterne.

Storbritanniens første og hidtil eneste kvindelige premierminister, Margaret Thatcher, var en jernhård politisk nyser, som også efter sin død sidste år deler vandene – senest i forbindelse med den skotske uafhængighedsafstemning. Her er hun foreviget under et pressemøde i 1984 – året efter sin litterære død i succesforfatteren Hilary Mantels nye novelle »The Assassination of Margaret Thatcher: August 6th 1983«. Fold sammen
Læs mere

LONDON: Det er fiktion, men det er bygget på en dyb modvilje, der har holdt sig i mere end 30 år hos en af Storbritanniens populæreste forfattere. Eller man skulle måske snarere kalde det had.

»Når jeg tænker på hende, kan jeg stadig føle den boblende afsky,« siger Hilary Mantel i forbindelse med en ny novelle, der blev offentliggjort i The Guardian i weekenden.

»The Assassination of Margaret Thatcher: August 6th 1983«, er titlen på historien, hvor den britiske forfatter forestiller sig en kvinde i Windsor, der får »besøg« af en IRA-drabsmand, som skyder den daværende premierminister fra kvindens vindue. Novellen antyder, at kvinden er velhavende og intellektuel. Hun har intet med drabet at gøre, men hun opdager, at hun føler sympati for ideen, som hun diskuterer med den irske terrorist over nogle kopper te, hvorefter hun foreslår en flugtvej efter drabet.

Mange læsere, politikere og kommentatorer mener, at Mantel med novellen er gået langt over stregen.

Stephen Glover kalder i Daily Mail novellen for »skadelig«, fordi den bærer et budskab om, at »hvis du ikke kan lide dine demokratisk valgte ledere, der arbejder inden for lovens rammer, så kan du altid overveje at myrde dem«. Glover siger også, at han i det store og hele ser Thatchers konfrontatoriske ændring af landet som godt for Storbritannien.

Det er der rigtig mange, der gør. De har stemt Det Konservative Parti tilbage i regering båret på visioner og en politik, der i høj grad bærer Thatchers aftryk. Der er også mange briter, der fortsat føler en dyb vrede, afsky eller had over for »Jernladyen« 24 år efter, at hun trak sig fra premierministerposten – og selv efter, at hun døde sidste år.

Flere af dem har rost novellen på sociale medier. Under den skotske uafhængighedsafstemning var det sjældent at møde nogen, der overhovedet nævnte premierminister David Cameron, men ja-sigere ville på et tidspunkt spytte Thatchers navn og politik ud som den altafgørende grund til, at de ikke længere ønsker at være briter.

Kunstnerisk frihed

Mantel siger til Guardian, at historien er bygget på en virkelig hændelse, hvor hun så Thatcher fra sit soveværelsesvindue, og »øjeblikkelig beregner dit øje afstanden«, hvorefter hun over for journalisten »former en pistol« med pegefinger og tommeltot. Men hun understreger, at hun ikke er kvinden i fortællingen og blot står ved vinduet med notesblokken og betragter:

»Jeg tænkte på, at hvis jeg nu ikke var mig, hvis jeg var en anden, ville hun være død.«

Lord Timothy Bell har til Sunday Times sagt, at »hvis nogen indrømmer, at de ønsker at myrde nogen, så bør politiet helt sikkert efterforske. Det kan ikke diskuteres, at det er dårlig smag. Mantel har behov for hjælp«.

Bell var en nær ven af og PR-rådgiver for Thatcher, men hans udsagn rækker videre end den debat, som nu udspiller sig i Storbritannien over den kontroversielle novelle. For blot nogle uger siden diskuterede de britiske politikere intenst, hvordan man kan skride ind over for islamisters tanker og tale, der kan indoktrinere andre og undergrave det britiske samfund.

Mantel mener, at hun holder sig solidt inden for sine egne og de gængse grænser for kunstnerisk frihed. mandag svarede hun i Guardian igen på kritikken og sagde, at det ville være urimeligt at begrænse rammerne for en fiktionshistorie som hendes.

The Daily Telegraph har sat deres egne rammer. Avisen havde angiveligt allerede betalt »tusinder af pund« for at kunne bringe novellen, men da de læste den fulde tekst, besluttede ledelsen, at det »ikke var noget, som Telegraphs læsere ville sætte pris på«.