Lektor: Donald Trump kan ikke længere udelukkes som præsidentkandidat

Donald Trump bliver modsat tidligere ikke længere afskåret fra at være et reelt bud på vinderen af den republikanske nominering til at blive amerikansk præsident.

Marco Rubio, Donald Trump og Ben Carson under Republikanernes tv-debat natten til torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere end 10 kandidater er stadigvæk med i kampen om at vinde Det Republikanske Partis nominering til at bestride posten som amerikansk præsident efter valget i 2016.

Det er usædvanligt, og det tyder ifølge Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, på, at alt er muligt i kampen om nomineringen.

Faktisk tror han nu modsat tidligere, at rigmanden Donald Trump, som i et halvt år har ført an i meningsmålingerne, kan vinde nomineringen:

»Det kan man ikke længere udelukke. Man analyserer jo altid den slags situationer ved at lede efter lignende analogier fra tidligere. Ved tidligere valg har der også været outsidere, der førte i en måned eller to, før de så faldt sammen. Men denne gang har Donald Trump ført i snart et halvt år, så de fleste er nu mere afventende med at afvise muligheden for, at Donald Trump kunne blive partiets kandidat,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

I meningsmålingerne fører Donald Trump sammen med Ben Carson. De bygger ifølge Niels Bjerre-Poulsen begge deres kampagner på et opgør med Det Republikanske Parti og partiorganisationen, såvel som et opgør med Demokraterne.

Donald Trump og Ben Carson er begge udefrakommende kandidater, der aldrig er blevet valgt til et politisk embede før, og de ligger tæt i meningsmålingerne internt, men de er langt foran de øvrige og mere etablerede kandidater.

Og Jeb Bush, søn af den forhenværende amerikanske præsident George Bush og lillebror til George W. Bush, der var amerikansk præsident fra 2001 til 2009, ligner ikke længere en favorit til sædet.

»Jeg tror mere på Marco Rubio (senator fra Florida, red.), end jeg tror på Jeb Bush. Han har været en overraskende svag kandidat. I starten var der meget tale om, at han var rusten, efter han havde været ude af politik i en del år. Og det har han altså ikke fået banket af, og han har også stadigvæk sin storebror, George W. Bush, som en møllesten om halsen, og det har han heller ikke formået at frigøre sig fra,« siger Niels Bjerre-Poulsen og fortsætter:

»Marco Rubio er helt klart den bedste taler i feltet, og hvis han for alvor får fat, har han måske et væsentligt mere optimistisk budskab, end flere af de andre kandidater har.«

Niels Bjerre-Poulsen forklarer, at pengene internt i partiet endnu ligger hos Jeb Bush eller måske i højere grad Marco Rubio, som blev udråbt som vinder af onsdagens TV-debat mellem de republikanske kamphaner.

Men spørgsmålet om Marco Rubio eller Jeb Bushs chancer for at vinde nomineringen hænger nøje sammen med, om gassen nogensinde går af outsideren Donald Trumps kampagne-ballon.

Og i og med, at Donald Trump har sine egne penge at føre valgkamp med, kan han langt fra udelukkes som en reel mulig kandidat til at vinde den republikanske nominering:

»Jeg tror stadigvæk ikke helt på det, men jeg mener ikke, at der er nogen grund til at være skråsikker. For Donald Trump har i modsætning til outsidere ved tidligere valg sine egne penge til at blive i valgkampen og forblive en faktor. Det kan ikke længere udelukkes, at han kan vinde,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

I en vægtet meningsmåling, som er et gennemsnit af alle større målinger, lå Donald Trump i spidsen før nattens debat med hele 26,8 procents tilslutning skarpt forfulgt af Ben Carson.

Marco Rubio og Jeb Bush ligger på henholdsvis ni og syv procent i meningsmålingerne.