Mød Republikanernes nye håb - Marco Rubio

Han er ung, han er latino og førstegangs senator i Kongressen. Han har et udpræget politisk talent, og efter i går er han Det Republikanske Partis håb som præsidentkandidat.

Præsidentkandidat og senator Marco Rubio smiler på scenen med sin familie efter en tv-transmitteret debat med andre kandidater fra republikanernes parti på universitetet i Colorado. Justin Sullivan/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Tingene går hurtigt i amerikansk politik i øjeblikket især i Det Republikanske Parti. Den kun 43-årige senator fra Florida Marco Rubio satte sig så hårdt på partidebatten i nat, at han spås muligheden for at kunne blive USA præsident en dag.

Måske ikke næste gang. Men så næste gang igen. For manden er gjort af det rette materiale, som man siger herovre.

Han er begavet og kan forudsige modstandernes svage sider, før de selv opdager dem. Han slår ned på dem med en frygtindgydende styrke samtidig med, at han kan sine politiske facts i dybden.

Han er samtidig en oratorisk begavelse, som kan sende sine budskaber ud til et publikum med ætsende akuratesse. Og selv om det, han siger, ikke er populisme, men knivskarpe analyser af de tunge problemer, så lyttes der med andægtig tavshed.

Efter i går var det synligt for enhver, at hans nærmeste kolleger har ret. Den unge Rubio - søn af indvandrerforældre fra Cuba - havde den politiske råstyrke, der skal til for at sætte sig på en debat. Han mestrede at gå i dybden med selv de sværeste spørgsmål om økonomi samtidig med, at han for åben skærm var brutal nok til at slagte tidligere venner og en mentor som Floridas tidligere guvernør, Jeb Bush, der forsøgte et ynkeligt angreb på Rubio for at være ludhamrende doven i Kongressen.

Rubios svar. »Det siger du bare, fordi dine rådgivere synes, at det er på tide at gå efter mig«. Og så var den diskssion slut.

Paneldebatten forgik på tv-stationen CNBC og var i øvrigt ifølge mange kommentatorer så skandaløst ledet, at hele det politiske panel med stor held faldt over studieværterne. Rubio var en af dem, der gik til angreb på »mainstream-medierne« for i virkeligheden at være camouflerede venstresnoede propagandamaskiner.

»Som demokrat har du din egen super PAC. Det hedder mainstream-medierne«, sagde Rubio og henviste til de særlige PACs, som de hedder, som reelt er en kandidats pengetank, der er indsamler penge fra rige donorer for at finansiere et præsidentvalg, der ultimativt kan løbe op i en mia. dollar.

Rubio ligger stadig et godt stykke ned i feltet, som kontrolleres af outsidere som milliardæren Donald Trump og hjernekirurgen Ben Carson, Men Rubio er begyndt at markere sine politiske talenter og viser den styrke, der skal til for at kunne stå distancen. Der er stadig mere end 100 dage til, at valget for alvor starter, så Rubio har chancen for at rykke op i partirækkerne, selv om han har sået tvivl om, hvorvidt han vil fortsætte i politik, hvis ikke han bliver præsident denne gang.

Rubio har været Jeb Bushs lærling. De to har et nært forhold til hinanden. Men det var også klart, at Rubio måtte sige farvel til sin mangeårige ven, der stod ved siden af ham på podiet i nat. Jeb Bush er så svag som kandidat, at alle gætter på, at han forsvinder ud i glemslen, hvis ikke han ændrer taktik meget, meget snart. Så derfor var et brutalt angreb på Bush nødvendigt, hvilket også skete.

Så mange tror, at tiden er kommet til, at der bliver vendt op og ned på det republikanske felt. Og der kommer talentet fra Florida ind som nummer et. Men det er dog for tidligt at sige farvel til Donald Trump og Ben Carson. De er stadig outsidere, som de færreste tør forudsige hvor er om 100 dage.