Frustrerede republikanere: Hvorfor taler ingen om politik?

Den gamle Bush kaster sine sko mod sit TV i frustration over valgkampen i USA. Især over at hans søn ikke kan stå distancen over for outsidere, ingen forstår.

De var outsidere i Republikanernes felt, men nu er det Ben Carson (tv.) og Donald Trump, der fører an i forsøget på at blive nomineret som partiets præsidentkandidat. Til stor frustration for mere mainstream-kandidater, der kun kan se på, mens de siger helt uoverlagte ting for åben mikrofon – og høster popularitet på det. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat udkæmpes mellem en milliardær og en hjernekirurg – mellem en presbyterianer og en syvendedags-adventist. Mellem Donald Trump og Ben Carson for nu at sætte navne på de to, der helt uforståeligt for mange traditionelle amerikanere kæmper om første- og andenpladsen i det gamle republikanske parti.

Begge er politisk ukorrekte. Begge siger de mest uoverlagte ting for åben mikrofon. Men hver eneste gang stiger deres popularitetskurver til nye højder i en grad, så en anden af kandidaterne fra den etablerede afdeling af partiet, Jeb Bush, helt åbent skælder vælgerne ud:

»Hvis man absolut vil have en dysfunktionel regering, så vælg Trump. Jeg har bedre ting at lave end at være ulykkelig som præsident, fordi det politiske klima er sådan, at man ikke kan gøre noget. Hvis I ønsker en situation, hvor der absolut intet sker, så vælg Trump,« lød det fra Bush. Ikke ligefrem nogen præsidentiel optræden.

Den tid er forbi, hvor kandidaterne taler bare nogenlunde pænt til hinanden i Det Republikanske Parti.

For Jeb Bush og en række af de øvrige mainstreamkandidater er valgkampen som at læse en roman af Stephen King. Man ved ikke, hvad der sker på næste side og bliver chokeret over det, der så virkelig udfolder sig af drama og gys. Spøgelserne rasler ud af skabene, og de mest uhyrlige ideer finder en fast verbal form, der pludselig accepteres som skinbarlige sandheder. Som når Ben Carson gentager sin idé om, at homoseksualitet er et tilvalg: »Hvordan kan det ellers være, at folk, der afsoner en fængselsstraf, pludselig indleder et homoseksuelt forhold?«

Eller en anden en af slagsen: »Hvis jøderne havde været bevæbnede under Anden Verdenskrig, så havde holocaust aldrig fundet sted.« Og man kunne blive ved.

Og Trump er ikke bedre med sine politiske manifester, der holdes i overskriftsform. Om Jeb Bush: »Der er så lidt energi i manden, at han knap nok kan holde sig vågen under en valgkamp.«

Det er disse helt uvante forhold i amerikansk politik, der får den rigtigt gamle Bush til at gå amok i sit pensionistpalæ i Texas. George Herbert Walker Bush, der var amerikansk præsident 1989-1993 følger trods sine efterhånden 91 år stadig med i debatterne. Men når Trump eller Carson optræder på TV, kaster den gamle mand sine sko mod apparatet, traver op og ned ad gulvet og forstår ikke, hvad der sker. Og han er ikke alene.

Amerikanske kommentatorer er i tvivl om, hvad der virkelig er ved at ske i denne valgkamp, hvor Republikanernes værste politiske modstander, Hillary Clinton, pludselig fremstår som den eneste, der taler om politik og ikke om alt muligt andet. Selv Republikanernes angreb på hende for at være dybt utroværdig preller af på Clintons meningsmålinger lige nu. Hun er mere populær end i mange måneder i de vigtige delstater Iowa og New Hampshire, hvor de første primærvalg i partierne finder sted allerede til februar.

Gud behøver ikke vide alt

Ben Carson har nu indledt sin valgkamp med at betone sine religiøse værdier. Han er syvendedags-adventist, og det betyder bl.a., at han tager skabelsesberetningen helt bogstaveligt og tror på, at menneskeheden ikke er ældre end cirka 5.000 år. Syndfloden, der ramte hele Jorden, er også reel, og det, at mennesket på grund af den måtte begynde forfra. Gud skabte i øvrigt Jorden på seks dage, og den syvende skal holdes hellig. Ingen slinger i valsen her.

Carsons gudstro har vist sig at være så farlig her i begyndelsen af valgkampen, at alle de øvrige kandidater også er tvunget til at komme nærmere ind på deres forhold til Gud. Vælgerne i Iowa og til dels i New Hampshire kræver det af dem. Det har Trump det skidt med, fordi han med sin sædvanlige løse tunge har meddelt, at han aldrig har bedt Gud om tilgivelse for noget som helst.

»Jeg tror, at Gud helst er fri for det,« som han kom for skade at sige, hvorved han rent faktisk bekendte, at hans forhold til Gud er bygget på et »need to know«-basis. Gud behøver ikke at vide alt, og Trump mener selv, at han er god til at sortere de synder fra, Gud ikke behøver at vide noget om.

Derfor følte Trump sig også nødsaget til følgende svada i forgårs: »Jeg er presbyterianer. Presbyterianer, presbyterianer, presbyterianer, presbyterianer. Kan man være mere mainstream?«, som han udtrykte det om sin kirkelige retning, der ganske rigtigt ikke skiller sig ud fra det, vi kender i Danmark: Gudsfrygtig til husbehov. Gud er der, hvis man skulle få brug for ham, og det er kun hver anden søndag, når det står værst til.

Men sådan går det ikke i USA. Især ikke med Carson i hovedrollen. Han går sin sejrsgang med sin næsten fundamentalistiske tro, som især vækker stor jubel i bibelbæltet. Ingen tør derfor sige ham imod. Selv Hillary Clinton er nødt til at tage Gud med i sine overvejelser, selv om det også sker i afmålte portioner.

Og det, der i øjeblikket sker i Det Republikanske Parti, har også fået en af partiets helt nye og unge håb – og præsidentkandidat – til at opgive en politisk fremtid, hvis han ikke bliver valgt som præsident. Marco Rubio, som for fem år siden for første gang blev valgt til Senatet, stiller ikke op endnu en gang. Han er frustreret i en sådan grad, at det er Det Hvide Hus eller intet. For det politiske system fungerer ikke.

»Man kan ikke sige, at had (til det politiske system) er det rette ord. Men jeg er frustreret,« har han sagt til flere medier. Og når Marco Rubio af alle opgiver, er der grund til bekymring. For han blev om nogen vurderet som Det Republikanske Partis fremtid.