Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
LUXEMBOURG: Luxembourgeren Jean-Claude Juncker gjorde søndag aften krav på posten som formand for EU-Kommissionen efter en foreløbig, officiel prognose viste et godt valg til den borgerlige europarlamentsgruppe, EPP.
»EPP er ved at vinde de europæiske valg. Så han gør krav på formandskabet for Europa-Kommissionen,« skrev hans pressefolk søndag aften på det sociale medie Twitter.
Jean-Claude Junckers konservative gruppe stod i prognosen fra Europa-Parlamentet til 28 procent af europæernes stemmer og dermed 211 af parlamentets i alt 751 sæder.
Søndagens valg er det første siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, og det er dermed første gang, at traktatens formulering om, at udfaldet af valget skal tages med i overvejelserne, når EUs stats- og regeringschefer skal udpege et kandidatemne til formandsposten.
Ifølge EU-professor ved Københavns Universitet Marlene Wind er det dog ikke sikkert, at et godt valg til EPP sikrer Jean-Claude Juncker posten.
»Han kan prøve, men der er overhovedet ikke noget, der er sikkert med den post. Det er meget usikkert stadigvæk,« siger hun og tilføjer:
»Det er en aftale internt i parlamentet, at den gruppe, der kommer ud med det bedste resultat, skal sætte sig på den post, men det er ikke noget, der er enighed om i EU-kredsen som sådan. Derfor bliver det en interessant kamp at følge i de kommende uger og måske endda måneder«.
Tættest på EPP ligger den socialdemokratiske gruppe, S&D, med tyske Martin Schulz som spidskandidat til posten som kommissionsformand. S&D stod i prognosen til 25,7 procent af stemmerne og 193 sæder.
Der er i alt syv grupper i Europa-Parlamentet, og den liberale gruppe, ALDE, stod i prognonsen til 74 sæder, mens De Grønne stod til at beholde pladsen som den fjerdestørste gruppe.