Klæder skaber folk

En gang om ugen reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter eller en af redaktionens øvrige medarbejdere over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge beretter Karl Kühlmann Selliken blandt andet om nordmænds påklædning.

25udlGlobetrotter.jpg
Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Bergen er den største by på det norske vestland, og for bergenserne er dét et meget vigtigere faktum, end at Oslo er større – eller for den sags skyld landets hovedstad.

Med bysbørn som Ludvig Holberg, Edvard Grieg og Ole Bull har Bergen også altid været betydeligt mere kulturel end de omkringliggende byer, hvor amerikanske pickup trucks med rævehale bagpå ikke er et særsyn.

Den stærke lokalpatriotisme til trods er indbyggerne i den gamle hansestad, der ligger smukt omgivet af syv fjelde, et fornuftigt folkefærd, der for længst har affundet sig med byens mere eller mindre konstante regn. Der er ikke så meget tale om hyppige byger, som sjældne ophold i en regntid, der typisk varer fra 1. januar og frem til næste årsskifte.

Således kan bergenserne med et trænet øje på lang afstand spotte venner og bekendte alene ud fra det fornuftige sæt regntøj, de har på.

Af samme årsag pakker jeg sjældent en let kuffert, når turen går til Vestlandet, hvilket den gerne gør et par gange om året, da familien har norske aner og har sommerhus der. Jeg er i forvejen notorisk dårlig til at pakke, fordi jeg altid er bange for at stå og mangle lige præcis dén skjorte til dén lejlighed, og hvem ved, om man skulle få brug for et ekstra par pæne sko? Nej, så er det tryggere at slæbe sig halvt fordærvet i den sikre viden, at man er forberedt på alt.

Derfor var jeg ikke bekymret den sommerdag, hvor venner af familien havde inviteret os i Grieghallen (navngivet efter Edvard Grieg, naturligvis) til et potpourri fra en række operaer og operetter.

Arrangementet var vist egentlig stablet på benene, så de mange cruise-turister kunne komme lidt i ly af regnen og føle sig kulturelle, mens de dryppede af i et par timer, men det følte vi os ikke hævet over – efter tre uger når man et mætningspunkt, hvad angår kortspil og vaffelbagning.

Her vil ethvert dannet menneske naturligvis straks tænke: Hvordan kan jeg beskytte mine bedste gevandter på vej til koncerthallen uden at iklæde mig det mest fornuftige regntøj og dermed ligne en vandrende reklame for et outdoor-katalog? I Bergen er svaret i hvert fald ikke at køre i bil og satse på en parkeringsplads inden for en kilometers radius, ligesom en paraply som værn mod byens kaskader fra oven svarer lidt til at gemme sig under bordet, når atombomberne falder.

Det var imidlertid overhovedet ikke et problem for mig. Mens resten af familien begyndte at klæde sig som skulle de fange dybhavskrabber midt i Barentshavet, lod jeg mit sorte jakkesæt, hvide skjorte og nyindkøbte slips (det er nærmest et ritual for mig at købe slips, hver gang jeg er i Kastrup Lufthavn, hvor en fremragende herreekviperingshandler altid har pæne ting på tilbud) beskytte af min i Australien købte oilskin riding coat, der går næsten ned til fødderne, samt matchende hat, begge dele naturligvis slæbt med hele vejen fra Danmark.

Voila! Nu var jeg beskyttet mod vind og vejr, men uden at se naragtig ud som resten af familien (min udkårne undslap min foragt – vi var trods alt unge og forelskede, og det var første gang, hun var med på familieferie, så i mine øjne kunne hun ikke gøre noget forkert, om så hun spiste det sidste stykke bacon).

Således var jeg i højt humør, da vi trodsede elementerne på vej til koncerten. Undervejs bemærkede jeg en ung mand – omkring min alder – der var klædt som jeg selv. Takket være sin flotte hat kunne han endda ryge en cigaret i regnen. Da han og jeg gik forbi hinanden, hilste vi med tommelfinger og pegefinger på hatteskyggen – sådan gentleman til gentleman, tænkte jeg.

Vi kom frem, og et par timer gik, mens jeg tør og veltilfreds nød musikken. Da vi forlod Grieghallen for at gå gennem byen til parkeringshuset, begyndte jeg dog at undre mig lidt. Der var påfaldende mange mænd, der var iklædt variationer af min egen påklædning, og alle hilste de lidt for indforstået på mig. Mysteriet blev kun større, da vi nåede frem til parkeringshuset, hvor vi traf et dusin riding coat-kloner. På vej til vores parkeringsplads rundede jeg en bil og så ind i et par blå norske øjne, der tilhørte en gudesmuk norsk ung kvinde, der med sin veninde var ved at iklæde sig – i mangel på bedre ord – cowboytøj. Jeg mener ikke bare jeans og en praktisk skjorte, men hele molevitten med chaps, rødt tørklæde og Stetson-hat.

Ved synet af mig brød skønheden ud i et varmt smil og sagde »Heeeei!« i et tonefald, der straks fik mig til at stille mig ved siden af min udkårne, sådan for at sætte en stopper for den unge cowgirls planer for mig før det hele blev lidt for pinligt, men smigret var jeg da. Pinligt blev det dog øjeblikket efter, da veninden (hvis øjne jeg ikke husker farven på) spurgte mig: »Ved du, hvordan vi kommer til koncerten?«

Da faldt tiøren endelig: Samme dag som vi havde hygget os med Puccini, Bizet og Verdi, gav en amerikansk country & western-stjerne, som jeg aldrig havde hørt om, koncert i Bergen – og så kunne det nok være, at oplandet kunne hive riding coat og matchende hat ud af skabet og køre pickup trucken til byen. Man kunne jo sagtens være fornuftigt klædt på og se godt ud samtidig.