Kinas burmesiske forbindelse

Det internationale samfund venter på, at Kina skal bruge sin økonomiske og politiske indflydelse i Myanmar til at lægge pres på militærdiktaturet. Men alt tyder på, at der ventes forgæves. Den kinesiske regering ville aldrig sætte sine egne interesser på spil for sit internationale omdømme.

Det internationale samfund har de seneste dage ventet på, at Kina skal bruge sin økonomiske og politiske indflydelse i Myanmar (tidligere Burma) til at lægge pres på de hårdhændede generaler, som i sidste uge fik stoppet de løbske massedemonstrationer i det sydøstasiatiske land.

Kina viste allerede sit standpunkt, da landet sammen med Indien nedlagde veto mod yderligere FN-sanktioner mod militærregimet. Og der ventes tilsyneladende forgæves.

»Kinesernes hovedformål har været at finde allierede til at kæmpe imod den amerikansk støttede demokratibevægelse i Asien. Og de er generelt ligeglade med, hvem de handler med. Det samme gælder jo i Sudan og Nordkorea,« siger Jasper Becker, som er redaktør og Kina-ekspert med mere end 20 års erfaring i landet. I sin seneste bog »Dragon Rising« beskriver han sine rejser rundt i Kinas nabolande, hvor han undersøger og analyserer kinesernes indflydelse i regionen og i resten af verden.

Mange eksperter peger på, at Beijings forestående OL-værtskab næste sommer tvinger Kina til at leve op til dets internationale forpligtelser. Det var sandsynligvis også årsagen til, at Kina i sidste uge strakte sig så langt som til at opfordre generalerne i Myanmar til at »udvise tilbageholdenhed«. Desuden udtrykte Kina håb om »et demokrati« i Myanmar.

Kina har dog sin helt egen dagsorden, når det gælder forbindelsen til Myanmar.

Først og fremmest bryder den kinesiske regering sig ikke om, at demokratibevægelser huserer så tæt på Kina. Styret i Beijing er selv kendt for sin hårdhændede håndtering af den slags protester. Blandt andet i 1989, da et blodigt nedslag på demonstranterne kostede på den internationale image-konto.

Nye tider
I dag er de straffeforanstaltninger, som blev gennemført af det internationale samfund for længst blevet overskygget af en udbredt iver for at handle med den hastigt voksende supermagt. Netop derfor er Kina ikke længere så afhængig af at have et godt ry i det internationale samfund.

»Kina er blevet medlem af WTO (World Trade Organization, red.), og investorerne kommer hertil på grund af den høje økonomiske vækst og for at udnytte det store potentiale. De er ligeglade med Kinas omdømme,« siger Jasper Becker.

Kina er ligesom Indien interesseret i Myanmar, fordi landet er rigt på naturressourcer. De seneste år har de to lande arbejdet målrettet på at lokalisere og kontrollerer energiressourcer rundt omkring i verden til at fyre op under de hurtigt voksende økonomier.

Med en boomende samhandel på 1,5 mia. dollar er kinesiske virksomheder godt i gang med at tømme Myanmar for naturressourcer, og samtidig har Kina siden 1990 støttet militærregimet med våbensalg til en værdi af mere end to mia. dollar.

Således har Kina alle muligheder for at kappe forbindelsen til militærdiktaturet fra den ene dag til den anden. Men man skal ifølge Jasper Becker passe på med at overvurdere Kinas indflydelse i lande som Myanmar og Nordkorea, der regeres af ledere, som ikke har for vane at tage imod råd udefra.

»Myanmar ledes jo af mennesker, der er mere eller mindre vanvittige, og det ligger i diktaturets natur, at de udelukkende tænker på deres egen overlevelse,« siger han.

Olie og Malacca-strædet
Desuden har Kina flere strategiske grunde til at holde generalerne ved magten. Det er nemlig ikke kun på grund af landets naturressourcer, at Kina er interesseret i Myanmar.

Rent sikkerhedspolitisk er Myanmar et vigtigt geografisk område, fordi langt størstedelen af den olie, som Kina importerer fra Afrika og Mellemøsten, i dag bliver sejlet igennem Malacca-strædet ved Singapore, som er kontrolleret af USA.

Det er årsagen til, at Kina for tiden investerer kraftigt i at forbedre infrastrukturen i Myanmar. En ny olie- og gasrørledning fra Myanmar til Kina kan sikre den kinesiske regering energileverancer uden om Malacca-strædet, hvis det skulle komme til en konfrontation med USA. En ekstra bonus er, at de nye havne, veje og lufthavne kan være med til at give kineserne et lidt bedre ry blandt burmeserne, som af historiske grunde ikke bryder sig om Kina.

»Der er en folkelig bevidsthed om kinesernes tidligere invasioner af Burma, og mange burmesere frygter, at landet igen bliver en koloni under Kina,« siger Jasper Becker.

Og frygten er ikke ubegrundet. Udover flere perioder med kolonisering og besættelse af daværende Burma, blandt andet som en del af Indokina, har Beijing helt op til 1990 støttet det burmesiske kommunistparti. Derefter skiftede Kina fokus for at give militærdiktaturet sin fulde opbakning, hvilket det burmesiske folk hader kineserne for.

I modsætning til Myanmar, som er præget af tilbagegang og håbløshed, er Kina både ved at blive rigere og friere. Men der er ikke noget, der tyder på, at situationen for det fattige og isolerede burmesiske folk ændrer sig lige foreløbig. Generalerne har genvundet kontrollen, og Kina dyrker sin burmesiske forbindelse på sin egen måde.