Julian Assange er blevet anholdt: Derfor vil flere lande slå en klo i ham

Lige nu befinder Julian Assange sig på en politistation i London. Men hvorfor vil politiet overhovedet have fat i ham? Få genopfrisket sagen her.

Julian Assange har opholdt sig på Ecuadors ambassade i syv år, men er nu blevet smidt ud af eksilet. Billedet er fra en tidligere lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Facundo Arrizabalaga/Ritzau Scanpix

Efter knapt syv år i skjul på Ecuadors ambassade er stifteren af WikiLeaks, den nu 47-årige Julian Assange, torsdag blevet anholdt af det britiske politi.

Det skete, efter at Equadors ambassade havde tilbagetrukket Assanges asylstatus og inviteret de britiske politi indenfor. Hvad der nu vil ske med Assange, er uvist. USA vil særdeles gerne fingrene i ham. Men først skal han for en domstol i Storbritannien hurtigst muligt, lyder det fra britisk politi.

Her er tre grunde til, at WikiLeaks-stifteren er en eftertragtet herre.

1. Han er undsluppet en retssag i Storbritannien

I 2012 fik Julian Assange asyl på Ecuadors ambassade i London. Han var dengang på flugt fra en britisk retssag, som kunne være endt i en udlevering til Sverige, hvor Assange dengang var anklaget for voldtægt og seksuelle krænkelser.

Disse anklager er nu trukket tilbage. Ifølge The New York Times har svenske myndigheder dog ladet forstå, at sagen af den grund ikke er droppet, men tværtimod kan genoptages.

I Storbritannien er der stadig en arrestordre mod Assange for at være udeblevet fra retssagen. Ifølge britisk politi bliver han stillet for en britisk domstol »så hurtigt som muligt«. Han befinder sig lige nu på en politistation i det centrale London.

Julian Assange argumenterede i 2012 for, at såfremt han blev udleveret til Sverige, kunne han efterfølgende risikere at blive arresteret af amerikanske myndigheder.

2. USA vil have fingrene i ham

De amerikanske myndigheder har længe ønsket at slå en klo i Julian Assange. Og det britiske politi, Scotland Yard, bekræfter i dag, at han er anholdt på anmodning fra USA. Torsdag eftermiddag annoncerede det amerikanske justitsministerium, at de vil rejse tiltale mod Assange i den sag, der i første omgang gjorde WikiLeaks og Julian Assange verdensberømte.

I 2010 lækkede WikiLeaks utallige hemmelige videoer og dokumenter fra USAs krige i Afghanistan og Irak.

USAs justitsministerium kalder sagen »én af de største kompromitteringer af hemmelig information i USAs historie.« Assange vil umiddelbart ikke blive tiltalt for at have offentliggjort dokumenterne, men for at have hjulpet Chelsea Manning med at hacke sig frem til dokumenterne og for at have opfordret Manning til at skaffe flere dokumenter. Ministeriet skriver, at Assange vil blive idømt maksimum fem års fængsel, hvis han kendes skyldig i tiltalen.

Chelsea Manning blev i 2013 idømt 35 års fængsel for at have lækket hundredtusindvis af dokumenter til Wikileaks. Hun blev benådet af Barack Obama i 2017 og løsladt - hun blev dog fængslet igen i marts 2019.

Det er stadig uvist om og hvornår, Assange vil blive udleveret til USA.

3. Han er mistænkt for at have hjulpet Rusland med at hacke Hillary Clintons kampagne

I juli sigtede det amerikanske justitsministerium 12 russiske efterretningsfolk for at have hacket sig ind i og stjålet dokumenter fra Hillary Clintons og Demokraternes valgkampagne. Ifølge tiltalen har mindst én af hackerne undervejs været i forbindelse med WikiLeaks, som har bedt hackerne om at få udleveret »alt Hillary Clinton-relateret«.

Efterfølgende har WikiLeaks offentliggjort 19.252 e-mail og 8.034 vedhæftede filer fra Demokraternes valgkampagne.