»Jeg glemmer aldrig stanken af sæd«

Vi har mødt den tidligere sexslave Somaly Mam, som Time Magazine har kåret til at være en af verdens mest indflydelsesrige personer.

Foto: Mikkel Møller
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun smiler med sine mørke, mandelformede øjne. Håret falder knitrende rent ned over hendes spinkle skuldre.

Skjorteblusen er nystrøget, neglene fint manicurerede. Somaly Mam er en usædvanligt smuk kvinde. Med en usædvanligt hæslig historie.

Historien ligger mellem os på det blankpolerede bord i forlagets gæstestue. »En kvindes pris« hedder bogen, som er oversat fra den franske originaludgave »Le silence de l’innocence« – uskyldens tavshed.

Hun fortæller, at hun aldrig selv har læst bogen.

»Det var slemt nok at skulle sætte ord på mine oplevelser. Mine mareridt vendte tilbage. Men jeg valgte at fortælle min historie, fordi jeg på det tidspunkt (2004, red.) var overbevist om, at jeg skulle dø. Jeg blev truet på livet af bagmænd med penge og magt, så jeg tænkte: Okay, jeg vil fortælle folk om vores liv, for der er aldrig nogen, som har interesseret sig for de prostitueredes liv.

Folk spørger aldrig, hvorfor en pige befinder sig i et bordel. Jeg ønskede, at folk skulle vide, hvad der foregår i vores land. Jeg havde ikke lyst til at ribbe op i min fortid. Jeg gjorde det også i håbet om, at mit kvindehjem kunne overleve, når jeg var død. At bogen kunne hjælpe med at skaffe midler, så kvinderne og børnene kunne få mad og de ansatte løn,« siger hun stilfærdigt.

Somaly Mam er stadig i live, men i Cambodja er hun beskyttet af livvagter døgnet rundt. Hendes brøde er, at hun hjælper kvinder og børn til at flygte fra bordeller og slippe væk fra de brutale menneskehandlere. I sin hjemby i Cambodja driver hun i dag et herberg for tidligere prostituerede, og hun kæmper for at åbne verdens øjne for sexslaveri, som i dag er verdens tredjestørste kriminalitet – næstefter våben- og narkohandel.

Det er atten år siden, hun selv slap ud af prostitutionens helvede. Det skete med hjælp fra en fransk nødhjælpsarbejder, Pierre, som hun siden giftede sig med, og sammen flygtede de til Frankrig. Men allerede efter et års tid besluttede hun at vende tilbage til sit hjemland.

Du kunne have valgt at blive i Frankrig og leve et godt og trygt liv?

»Ja, hvis jeg havde været lykkelig. Men jeg var ikke lykkelig. Du ved, som tidligere sexslave har man kun to – nej, tre muligheder. Den ene er selvmord. For hvordan kan man lukke øjnene for alle de mænd, al volden og den måde, andre folk ser på én? Den anden mulighed er, at man gifter sig med en rig mand og flytter væk. Men er de lykkelige? Forfølges de af mareridt? Jeg er overbevist om, at mange af dem ikke er lykkelige, også selv om de forsøger at fortrænge fortiden.

Man bliver nødt til at acceptere sin skæbne, for man kan aldrig slippe af med fortiden. Så jeg valgte den tredje mulighed. At vende tilbage og hjælpe disse piger. At tro på dem og elske dem, som var de mine egne døtre. Det var den eneste mulighed for mig. Hvis man har ar på kroppen, kan de opereres væk. Men de ar, man får på sjælen – tro mig – dem kan man ikke fjerne. Det eneste, der hjælper, er kærlighed. Og den tillid, pigerne har til mig, og dette, at de elsker mig og kalder mig »mor« og »bedstemor«, er balsam for min sjæl. Da jeg var i bordellet, var der aldrig nogen, der var venlige mod mig eller troede på mig. Ingen elskede mig, og ingen interesserede sig for min person,« siger Somaly Mam og indrømmer, at hun ofte er ved at give op.

»I perioder har vi ikke penge til mad og ris. Vi har konstant flere end 300 børn og unge piger på vores hjem, så til tider virker det håbløst. Som når vi får en lille pige på fire år, som er blevet ødelagt af mænd. Eller unge piger, der dør af AIDS. Så bliver jeg nødt til at rejse lidt væk, men så snart jeg er tilbage i mit »shelter«, ved jeg, at jeg aldrig kan svigte dem. Jeg kan ikke lukke øjnene og bare flygte væk til et stort hus. Jeg har prøvet. Men jeg kan ikke.«

Ud over at drive kvindehjemmet AFESIP, er Somaly Mam desuden stifter af og formand for The Somaly Mam Foundation, der holder til i USA og bl.a. har Hollywood-stjernen Susan Sarandon i bestyrelsen. Begge organisationer forsøger at redde ofre for sexslaveri og hjælpe dem videre.

»En kvindes pris« er en sjælsrystende beretning om helvede på jord. Men det er også »en inspirerende historie om én kvindes modige kamp,« som Ayaan Hirsi Ali skriver i forordet til bogen, hvor hun udnævner Somaly Mam til sin personlige kandidat til Nobels Fredspris.

SOMALY MAM KENDER IKKE sin præcise alder. Hun er 38 eller 39 år. Hun er i dag mor til tre børn; en steddatter og to biologiske børn, som hun har med sin franske eksmand Pierre. Hun er også en international berømthed og bl.a. udnævnt til CNN Hero og til Woman of the Year af det amerikanske kvindeblad Glamour. Time Magazine har de sidste to år kåret hende til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Hvad betyder det for dig, at du i dag er blevet verdensberømt?

»Jeg føler mig ikke berømt. Jeg er den, jeg er. Der er ingen forskel, vel?« siger hun og kigger spørgende på sin assistent Chhun Chenda, som altid ledsager hende på rejser. Når det drejer sig om at storme et bordel for at redde prostituerede, er Somaly Mam frygtløs. Men hun er bange for at være alene. Det er en del af den pris, hun betaler for sin skæbne. Hun sover højst to-tre timer om natten, og hun hjemsøges ofte af mareridt befolket af mænd med rådnende tænder og maddiker, der æder hendes krop op indefra.

Hvad ville du i dag sige til mænd, som går til prostituerede?

»Alle mænd har en mor. Så jeg ønsker, de vil tænke på deres mor. Min erfaring er også, at de fleste mænd, som går til prostituerede, er gift, og mange har selv børn. Når de voldtager kvinder og små piger, skal de overveje, hvordan de ville have det, hvis deres egne børn blev udsat for det samme. Sandheden er, at mange af de børn og kvinder, som befinder sig i bordeller, er blevet kidnappet. Når man engang skal stå til regnskab for Gud, hvordan vil man så fortælle, at man har voldtaget børn, haft sex med unge kvinder og svigtet sin kone?« spørger hun.

Hun synes, at der snakkes for meget og handles for lidt, når det gælder kampen mod sexslaveri.

»Man holder seminarer og konferencer, og når politikere kommer for at besøge Cambodja, bor de på femstjernede hoteller. De bliver på hotellet, drikker champagne og har selv unge piger på hotelværelset om natten. Nogle af dem, ja. Jeg bryder mig ikke om de konferencer, og som regel siger jeg nej tak til at komme og tale ved dem.

De interesserer sig ikke for, hvad der virkelig foregår, og de kan finde på at sige, at pigerne i bordellet så glade ud! Kvinderne svarer måske »ja«, hvis man spørger dem, om de kan lide at være der. Spørger man dem derimod, om de ønsker, at deres døtre skal arbejde på et bordel, siger de: »Aldrig i livet«. De er traumatiserede, og de har intet valg,« siger hun.

I »En kvindes pris« beretter Somaly Mam om de mange voldtægter og andre hårrejsende ydmygelser, hun selv blev udsat for, da hun som fattigt, forældreløst barn blev solgt af sin såkaldte »bedstefar« til et lurvet bordel i Phnom Penh. Men hun skriver også, at den vold, de prostituerede udsættes for i dag, er langt, langt værre.

»De sår og striber efter slag, vi ser på flygtede prostituerede nu om dage, er uhyrlige. Det er kunderne eller alfonserne, som gør det. Måske er de påvirkede af kinesiske film, som er fulde af torturscener.

Nu til dags er pigerne også meget yngre. Det er fordi, mænd i Cambodja er villige til at betale 1.000 dollar for at voldtage en jomfru i en uge. Sex med en jomfru menes at give styrke, at forlænge en mands liv og endog gøre hans hud lysere.«

Selv glemmer hun aldrig voldtægterne og stanken af sæd i »Tante Peuves« bordel.

»Jeg levede midt i denne stank i så lang tid, at jeg ikke kan holde den ud nu. Selv 15 år senere giver den mig en fornemmelse af at være snavset. Så jeg vasker mig som en gal, smører mig ind i creme og hylder mig i tåger af eau de toilette for at camouflere den stank, som forfølger mig.«

Hvordan er dit forhold til mænd i dag?

»Før i tiden hadede jeg alle mænd. Det gør jeg ikke mere. Jeg har også mandlige venner. Men kun friends, ikke boyfriends.«