Islamister affyrer raketter mod landsbyer i Libanon

Situationen ved en flygtningelejr i det nordlige Libanon eskalerede fredag, da islamister affyrede raketter mod landsbyer i området.

Militante islamister affyrede fredag Katyusha-raketter mod libanesiske landsbyer. Dermed eskalerer de otte uger lange kampe mellem islamisterne og Libanons hær ved en palæstinensisk flygtningelejr i det nordlige Libanon yderligere.

Sikkerhedskilder sagdge, at det al-Qaeda-inspirerede Fatah al-Islams krigere affyrede en halv snes 107 millimeter raketter mod adskillige områder rundt om Nahr al-Bared lejren. Ved raketangrebene skete der materiel skade, men ingen kom noget til.

Kampene ved flygtningelejren har kostet 214 mennesker livet siden den 20. maj. Dermed er kampene ved lejren de værste siden borgerkrigen 1975-1990.

Torsdag blev syv libanesiske soldater dræbt.

/ritzau/