Iransk vrede over våbensalg til Saudi-Arabien

USA er ude på at sprede frygt i Mellemøsten, siger iransk regeringstalsmand om stort våbensalg til Saudi-Arabien.

Iran er vred over, at USA har planer om at sælge våben for milliarder af dollar til Saudi-Arabien og andre arabiske lande, der ønsker at inddæmme den iranske indflydelse i regionen.

Det siger en talsmand for det iranske udenrigsministerium.

USA's forsvarsminister, Robert Gates, og udenrigsminister Condoleezza Rice ventes i denne uge at drøfte våbensalget med Saudi-Arabien og andre arabiske stater under en rundrejse i regionen. Det skal ifølge flere medier dreje sig om våben til 20 milliarder dollar (110 mia. kr.).

Den iranske talsmand siger, at det viser, at USA er opsat på at "sprede frygt" i Mellemøsten.

"USA har altid haft en speciel politik med at sprede frygt i regionen og sværte de allerede gode relationer" mellem landene i Mellemøsten, siger han.

/ritzau/