Irakisk politichef dræbt af skud

Ukendte gerningsmænd dræbte tirsdag politichefen i Saddam Husseins fødeby Tikrit.

Politichefen i Tikrit blev tirsdag skudt ned af oprørere uden for sit hus i Tikrits Al-Qadissiya-kvarter, oplyste irakisk politi.

Oberst Othman Chechan, der var chef for politiet i Salahuddin-provinsen nord for Bagdad, gik på gaden, da ukendte gerningsmænd åbnede ild mod ham, sagde en politiembedsmand.

- Han blev dræbt af skud uden for sit hus. Gerningsmændene flygtede, sagde embedsmanden.

Tikrit er den henrettede tidligere irakiske diktator Saddam Husseins fødeby og hovedstad i Salahuddin-provinsen.

/ritzau/