Guvernøren og gejlheden

Hvorfor lader storpolitikere sig føre rundt af deres libido, og hvorfor ender New Yorks moralske korstogsrytter af en guvernør som kunde hos en liga af prostituerede? Fordi sex og politisk succes er to sider af samme sag, siger psykologer.

Eilot Spitzer og hans kone Silda Wall Spitzer, da Eliot forsøgte sig med en godt indpakket undskyldning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Shannon Stapleton / Reuters

SANTA FE: Historien om Eliot Spitzer er den historie, som William Shakespeare aldrig skrev. Det er en tragedie, hvor hovedpersonen ikke er en helt, og hvor overmodet og skinhelligheden er så topmålt, at skuespillet ville have mistet enhver troværdighed.

Men ellers er elementerne der.

Den stræbsomme mand med den perfekte familie og den store magt – han er ustoppelig, og som han selv proklamerer: »Jeg er en damptromle« – og så rummer han hele tiden faldet i sig. Den brist, den menneskelige skrøbelighed, som i sidste akt kaster ham ned fra de højeste tinder.

Måske kunne Shakespeare også have besvaret det spørgsmål, som lurer over og under hele affæren: Hvorfor?

Det er ikke første gang, at en storpolitiker som Eliot Spitzer opfører sig med en enestående ubesindighed, og det bliver med garanti heller ikke sidste gang, men hvorfor gør de det?

Hvorfor forstår de ikke, at de risikerer alt, hvad der betyder noget – deres famile, deres karriere, deres politiske mål – på grund af noget, som i den store sammenhæng ikke betyder noget – deres gejlhed?

Hvorfor var der mellem lysten, fristelsen og muligheden ikke et dødemandssignal, mellem præsident Clinton og Monica Lewinsky, mellem John Profumo og Christine Keeler, mellem Rudy Giuliani og Judith Nathan, og hvis der var, hvorfor passerede de så alligevel signalet og gjorde, hvad de gjorde?

Det er et mysterium.

Eller er det?

Succes kommer som regel ikke af sig selv; succes kræver en vis drift, og det er den samme drift, der skaber succes, som også skaber ulykkerne, forklarer psykologer.

I det mindste hos mænd.

Sex og stræben efter magt kommer samme sted fra, siger professor Judith Kuriansky til New York Times:

»De to egenskaber er ekstremt tæt forbundet; de er begge i bund og grund udtryk for den enorme energi, som de pågældende personer har.«

Psykolog og forfatter Stanley Teitelbaum er enig: »Den drift, som fører dem til
succes, rummer en vilje til at tage en chance og til uafbrudt at køre i overhalingsbanen for at komme foran. Men det er så også den samme drift, som fører dem over i den modkørende bane,« siger han til ABC News.

I nogle tilfælde er det ikke så overraskende. Man skulle være blind – eller i det mindste blind over for bladene hos frisøren – for ikke at se, at Bill Clinton også rummede en drift, der ikke bare var politisk, og det samme kan man sige om personer som præsident Kennedy og den tidligere demokratiske præsidentaspirant Gary Hart.

Det var en del af deres personlighed, og de kom ikke ridende ind på scenen på en høj hest, der hed moralsk overlegenhed og retskaffenhed.

Det gjorde derimod en række af de konservative toppolitikere, som er faldet over årene, og det samme gjorde Eliot Spitzer. Sjældent har hesten netop været højere end i tilfældet Spitzer.

Korstoget
Som statsanklager i New York red han på et korstog gennem Wall Street, altid med journalisterne i hælene. Han kom efter verdens største forsikringsselskaber – Marsh & McLennan og AIG – og han kom efter ti af de store finanshuse.

Da han skosede Merrill Lynch for at have begået »et chokerende forræderi over for den tillid, som man kan forvente af et af Wall Streets mest troværdige navne« – så faldt finanshusets aktier med fem mia. dollar.

Han købte ikke finansverdens bortforklaringer. »Jeg kerer mig ikke om motiver,« sagde han. »Jeg kerer mig om troværdighed.« Han kom efter revisionsfirmaer, filmselskaber og mafiaen, han kom efter chefen for fondsbørsen, han kom sågar efter to prostitutionsligaer, og altid gjorde han det med en gusto, som rakte ud over almindelig embedsførelse.

Han blev sammenlignet med den ubestikkelige Eliot Ness, der fældede Al Capone, og da han for to år siden stillede op til jobbet som guvernør i New York, proklamerede han, at han ville rydde op i den moralske sump og regere med en højere etik. Han vandt med 69 procent af stemmerne.

Han vidste, hvad der var rigtigt og forkert i jura og politik, og han vidste også, hvad der var rigtigt og forkert i familielivet.

I 1982 – på jurastudiet på eliteskolen Harvard – mødte han Silda, som lige som ham kom fra det bedre borgerskab, og de blev til et af tidens store magtpar. Hun arbejdede på Wall Street, han arbejdede som advokat og kæmpede sig op gennem politik; hun opgav karrieren og blev hjemme hos familiens tre døtre, som nu er 17, 15 og 13, og sammen optrådte de i ugeblade og aviser, og senest i Harvards magasin 02138, hvor de fortæller om hemmeligheden bag et mønsterægteskab, og en af hemmelighederne er – siger Eliot Spitzer – at huske sine familie og sit perspektiv. At holde balancen.

Han vidste, hvad der var rigtigt og forkert, og så gik det alligevel galt.

På internettet kan man finde vragresterne af den fristelse, der førte til Eliot Spitzers moralske fald:

Den såkaldte »Emperor’s Club«, som var en eksklusiv rufferi-ring, der tilbød rigmænd en uforpligtende fornøjelse formedelst op til 3.400 dollar i timen. De prostituerede, som var tilknyttet »Emperor’s Club,« fik karakterer på websiden – fra én til syv diamanter – og der var bl.a. blonde Chrissy med seks stjerner og supermodellen Sydney med syv stjerner, der var højhælede Ava og bar-mavede Daniella med tre stjerner, og kunderne skulle ikke være bekymrede, for pengene ville blive indbetalt til skuffeselskaber, som lignede almindelige, legale selskaber, og ingen ville fatte mistanke, hed det.

Men de mærkværdige pengeoverførsler fældede Spitzer. Hans bank rapporterede – som amerikanske banker skal – til skattevæsenet, at han tilsyneladende gjorde sig stor umage for at skjule en række pengetransaktioner; han brækkede dem op i småbeløb og flyttede dem fra konto til konto; skattefolkene tilkaldte sidste år FBIs anti-korruptionsspecialister, for de var overbeviste om, at der var tale om en eller anden form for korruption eller returkommission til guvernøren, og først et stykke henne i efterforskningen fandt de ud af, at det drejede sig om prostitution, og de overtalte en af de prostituerede til at arbejde undercover.

Vidnerne
Derfor kan vi også i dag på båndudskrifter læse om to prostituerede, der taler om Eliot Spitzer, der i FBI-dokumenternes omtales som »kunde nummer ni«.

»Jeg synes ikke, at han er vanskelig. Jeg synes, han vil bare have ... hvad som
helst,« siger en kvinde ved navn Kristen.

Rachelle siger, at hun har hørt noget andet, og hun spørger: »Vil du gøre ting, som, du ved, som du normalt ikke vil gøre, fordi de ikke er sikre ... du ved, hvad jeg mener. Noget helt simpelt.«

Det vil Kristen ikke, siger hun. »Jeg har min egen måde at tackle den slags på. Jeg siger til dem – hør, kammerat, vil du have sex eller hvad? Du ved, hvad jeg mener.«

Vi kan også på båndudskrifterne læse, hvordan Eliot Spitzer angiveligt ringer flere gange både til selskabet og til den prostituerede, og hvordan han sender e-mails og SMS-beskedder, og vi kan følge de to – Spitzer og den prostituerede – hele vejen til en suite på Mayflower Hotel i Washington DC.

Vi kan med andre ord få alt at vide om hvor og hvordan og hvor meget og hvor mange – men intet om det største af spørgsmålene: Hvorfor?

Her er vi overladt til de psykologer, som i går gav deres bedste bud på et svar.

Politikere er en helt særlige type personligheder, sagde professor i psykologi, Frank Farley, således til New York Times. Det er personer, som opsøger risici.

»Politik er forbundet med usikkerhed. Vælgerne kan vrage én fra det ene øjeblik til det andet. Der er ingen faste stillinger. Det kan være svært at kende succes-kriterierne. Det er alt eller intet – enten taber man eller også vinder man. Det kræver en person, der er villig til at løbe visse risici, og han kan ikke gøre det i offentlighed. Udadtil skal han udstråle stabilitet og ansvarlighed, og derfor er risiko-naturen nødt til at komme til udtryk i privatlivet.«

At politikere har succes, at de bliver valgt til stadig højere positioner, gør kun problemet større – for det styrker deres ego og deres gambler-natur, og det er ikke nogen form for garanti, at en person som Spitzer nærmest religiøst bekæmper umoral.

Tværtimod, siger førnævnte Judith Kuriansky. Hvis f.eks. en person kæmper mod homoseksualitet, så kan det skyldes, at han inderst inde frygter at være homoseksuel, og det samme med Spitzer og umoral:

»Man tager de problemer, som er symptomatiske for ens egen adfærd, og projicerer dem over på andre. Det er en forsvarsmekanisme. Ofte ubevidst.«

Magtmænd har også en evne til at føle sig selv hævede over samfundets regler – og de regler, som de opstiller for andre – gennem en form for personlighedsspaltning, siger psykolog Mark Smaller til ABC News.

»Der kan være tale om politikere, som er i øvrigt lovlydige, fornuftige og troværdige mennesker. Så opstår der en situation med intens nervøsitet eller stress på arbejde eller i hjemmet, og de føler sig overvældede,« og det udarter sig så til bl.a. besøg hos prostituerede eller misbrug af narko og alkohol.

»De er i stand til at spalte deres personlighed,« så det er en anden del, en fremmed del, af deres personlighed, der gør det; det er ikke dem, og »dermed føler de ikke nogen form for synd eller skam, ikke ind til de bliver fældet,« siger han.

Og dermed er vi på mange måder tilbage ved en af de personer, som Shakespeare skrev om – Julius Cæsar.

Overmod, sagde den romerske leder angiveligt, er kun overmod, »hvis det går galt«.

I det tilfælde bliver overmod til ubesindighed og dumhed, og i det tilfælde stiller vi det spørgsmål, som vi nu stiller til Eliot Spitzer: Hvorfor? Til syvende og sidst:

Hvorfor?