Feministisk veganercafé indfører »mandeskat«

En australsk café har valgt at tage kampen op mod ulighed på sin egen facon. Én uge om måneden betaler mænd mere for deres kaffe end kvinder.

Én uge om måneden koster en kop kaffe 18 pct. mere for mænd end for kvinder. Pengene går til velgørenhed. Foto: Jorge Silva/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En vegansk café ved navn Handsome Her i den australske by Melbourne har valgt at indføre en højere beskatning for mænd. Én uge om måneden betaler mænd 18 pct. mere for en kop kaffe end kvinder.

Idéen med »mandeskatten« er at skabe opmærksomhed om de generelle lønforskelle mellem kønnene. Det skriver The Sun.

Ejeren af Handsome Her, Alex O’Brien, mener, at det kan hjælpe mænd med at blive bevidste om deres lønmæssige forspring.

»Jeg vil gerne have, at folk tænker over det, fordi vi har haft dette (lønforskellen, red.) i årtier, og nu bringer vi det frem i folks bevidsthed,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan godt lide, at mænd stopper op og tænker en lille smule over deres privilegier,« siger hun ifølge The Sun.

Beskatningen har vakt en del debat ikke mindst på sociale medier, men skal faktisk ikke forstås som en straf til kunder, der har både et X- og et Y-kromosom. Mandeskatten er frivillig, og mænd kan vælge ikke at betale de 18 procent ekstra for kaffen, men ifølge ejeren vælger de fleste mænd at betale det ekstra gebyr.

De 18 procent ekstra bliver doneret til Elizabeth Morgan House – en velgørende organisation, der støtter Australiens indfødte aboriginal-kvinder og -børn, og ejeren fortæller, at en mand endda har doneret ekstra 50 dollar til sagen svarende til 315 kr.

»Der har kun været positive reaktioner fra alle, både mænd og kvinder,« siger Alex O’Brien til The Sun.

Det er dog ikke alle på de sociale medier, som finder idéen med mandeskatten lige god. På Twitter bliver der blandt andet raset over gebyret for mænd, og ord som »sexistisk« og »forskelsbehandling« bliver flittigt brugt.

I Australien har skellet mellem mænds og kvinders løn i cirka 20 år ligget og svinget mellem 15 og 19 procent ifølge den australske regerings hjemmeside.

I øjeblikket er lønforskellen 16 procent i mænds favør. I Danmark er der uenighed om, hvordan lønforskellen bedst regnes ud, men ifølge en undersøgelse foretaget af HK Privat for deres medlemmer fik mænd gennemsnitligt 11,3 procent mere i løn end kvinder i 2015.

Caféen Handsome Her har ud over mandeskatten også indført »prioritets-siddepladser« til kvinder, så kvinder har fortrinsret til at beslutte, hvor de ønsker at sidde i den feministiske café.