Et møde med en af dødslejrenes sidste vidner

En gang om ugen reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter eller en af redaktionens øvrige medarbejdere over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge skruer vi tiden tilbage til 2000, hvor en ung Mikkel Andersson besøger udryddelses­lejren Sobibor i selskab med en af mareridtets få overlevende.

Da jeg var 21 år gammel, stod jeg en råkold og krystalklar martsformiddag i 2000 nervøst trippende på det sted i udryddelseslejren Sobibor, hvor gaskamrene lå, før nazisterne fjernede dem i et forgæves forsøg på at skjule deres forbrydelser. Et sted, hvor flere end 150.000 europæiske jøder blev myrdet med udstødningsgas og derefter brændt på enorme ligbål.

Som en meget idealistisk tilbageviser af holocaustbenægtere havde jeg i en årrække haft en dokumentarisk hjemmeside om udryddelseslejrene. Ud af det blå kom en dag en mail fra en af Sobibors overlevere, som gerne ville sende mig sine bøger. Og nå ja, vi kunne da mødes, næste gang han besøgte lejren i det sydøstlige Polen og besøge et par steder, som han kunne fortælle mig om, nu jeg havde interesse for emnet. Det var jo ikke så langt fra Danmark, mente manden, som var bosat i USA.

Derfor stod jeg i Sobibor, da en lille, tætbygget og energisk mand kom gående med olieindsmurte hænder i et raskt tempo. Bilen, han var kommet i sammen med to israelske dokumentarister, var brudt sammen. Tålmodighed til at vente på autohjælpen havde den 73-årige mand ikke, og han fiksede den derfor lige selv. Men han havde unægtelig oplevet værre ting på disse kanter end en bil, der var kaput. Efter en hurtig præsentation førte han vores lille entourage gennem området, hvor mordfabrikken engang lå.

Manden var Thomas. Som 16-årig blev han i april 1943 sammen med sine forældre og lillebror sendt til Sobibor fra den nærliggende by Izbica for at blive myrdet. I modsætning til lejre som Auschwitz var der meget få fanger i Sobibor, hvor mere end 99 procent blev gasset i løbet af få timer efter ankomsten. Blot et par hundrede jøder var udvalgt til det makabre arbejde med at skaffe ligene af familie, venner og trosfæller af vejen, sortere ejendele, vedligeholde lejren og servicere dens SS-personale. Af uransagelige grunde blev Thomas udvalgt til det, mens hans far, mor og lillebror få timer senere var aske.

13. oktober 1943 gjorde de jødiske tvangsarbejdere i Sobibor oprør. På kort tid lykkedes det via en mesterlig plan at dræbe næsten alle de tyskere, som var til stede i lejren. Derefter flygtede flere end 300 af de jødiske fanger gennem en regn af maskingeværskugler og henover minefelter. Omkring 60 overlevede både den efterfølgende menneskejagt og krigens afslutning. Heriblandt Thomas.

Efter opstanden skjulte han sig med to andre flygtninge fra lejren hos en lokal bonde. Bonden skød imidlertid dem alle tre, mens de sov i et forsøg på at stjæle de værdigenstande, han troede, de havde.

De to andre blev dræbt, mens Thomas blev skudt i kæben og klarede sig ved at spille død. Kuglen blev siddende resten af hans liv.

Efter krigen dedikerede Thomas sit liv til at fortælle historien om Sobibor, hvilket formentlig også var grunden til, at han kontaktede en tilfældig ukendt dansker på internettet. Han forfattede både et faghistorisk værk om lejren og en selvbiografi om sine oplevelser, hvoraf den sidste blev forlæg for filmen »Flugten fra Sobibor«. Desuden lobbyede han intenst den kommunistiske regering i Polen for at korrigere mindesmærket i Sobibor og fjerne en børnehave, der noget usmageligt var placeret på dødslejrens tidligere område. Begge dele lykkedes.

Jeg havde ubevidst forventet en vis aura af seriøsitet og distanceret højtidelighed hos en, der havde gennemlevet dødslejrenes rædsler. Men det havde Thomas ikke meget af. Det, som slog mig, var hans humor og en intens energi og livsvilje. De tre aftener gik med samtaler til langt ud på natten ledsaget af vodka på lokale værtshuse i byen Lublin, hvor han aldeles galant og uskyldigt flirtede med kvinder på en tredjedel af hans alder. For som han sagde med et glimt i øjet og sin karakteristiske polske accent: »Look, Mikkel, I spent my youth in a concentration camp!«

Vi besøgte også hans barndomshjem i byen Izbica, et meget lille sted med et par hundrede huse. Her udpegede han et enkelt, der var særligt faldefærdigt, nærmest intentionelt smadret og aldeles forladt. Det var, fortalte Thomas, hans barndomshjem, som efter krigen blev overtaget af ikke-jødiske naboer. Han besøgte det engang og blev mødt af en meget lidt imødekommende husmor, der frygtede, at Thomas ville kræve det, som retmæssigt var hans. Det ville han dog ikke, men bad blot om at få lov til at se huset, hvilket han vrangvilligt blev bevilliget. Eftertænksomt gik han rundt og inspicerede væggene, mens han for sig selv sagde »Alt er, som det var dengang, godt, godt!« Herefter forlod han den perplekse kvinde. Ved et senere besøg var huset så i den forfatning, som vi fandt det. Alle vægpaneler var væk og gulve brækket op, fordi de senere ejere på baggrund af hans udsagn havde troet, at familien havde gemt værdigenstande et sted i huset, fortalte Thomas.

Jeg kan ikke bekræfte hans historie, men desværre kan han meget vel have haft ret i sin formodning om, hvorfor barndomshjemmet endte i en så sørgelig stand. Så sent som i denne uge kunne internationale aviser berette, at der i Sobibor er blevet foretaget omfattende ulovlige udgravninger nær lejrens massegrave. Efter alt at dømme er det blot endnu et udslag af den makabre jagt på det mytiske »jødeguld«, der har fundet sted i en lang række tidligere udryddelseslejre som beskrevet i bogen »Golden Harvest« af Jan Gross.

Den sidste aften, vi mødtes, skulle Thomas deltage i indvielsen af et monument for den såkaldte Umschlagsplatz i Lublin. Et for længe siden nedlagt trinbræt, hvor hundredetusinder af jøder blev sendt i døden i gaskamrene.

Da vi kom til ceremonien i et øde industriområde i Lublins udkant på en plads oplyst af stearinlys, var der enkelte taler. Alle på polsk, og jeg hverken forstod eller husker dem. Jeg husker til gengæld Thomas, der efterfølgende var omgivet af polske skolebørn, som alvorligt, men ivrigt stod i en rundkreds om ham og koncentreret lyttede til hans historie. At se, at der efter alle de år og i et land, han for længst havde forladt, nu var interesse for den historie, han havde brugt sit liv på at bevare erindringen om, var et af de øjeblikke, jeg aldrig kommer til at glemme.

Sidste lørdag døde Thomas, 88 år gammel. Jeg mødte ham to gange i Polen, og vi havde telefonisk kontakt i nogle år, men jeg talte ikke med ham de sidste år af hans liv. Jeg ved dog fra de nekrologer, som er trykt i blandt andet The New York Times og Washington Post, at de var svære. Mareridt og tankerne om den lillebror, som han mistede i Sobibor, fyldte. Som sit livsværk efterlader han sig tre børn, seks børnebørn samt fire oldebørn og ikke mindst, at undertitlen på hans bog om lejren og opstanden, The Forgotten Revolt, ikke længere er så sand, som den engang var.

Sobibor – The Forgotten Revolt kan læses på Thomas’ hjemmeside: sobibor.net.