Et meget, meget mærkeligt valg

John Cleese er bekymret, og det er mange andre briter også, når de torsdag sætter deres kryds. Uanset om det bliver Cameron eller Miliband i premierministerboligen, kan det få store konsekvenser med udsigt til politisk usikkerhed og kaos.

Den britiske premierminister, David Cameron, havde smøget ærmerne op ved valgmødet på Hayesfield Girls School i Bath. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dan Kitwood

BATH/LONDON: Briterne er i vildrede. Sjældent har et valg i Storbritannien været mere uforudsigeligt. Og sjældent – om nogensinde – har det politiske billede tegnet sig så kompliceret. Politikerne siger, at der aldrig har været mere på spil. Mange betragter dagens parlamentsvalg som det mest bizarre, de har oplevet, og selv en mand, der er blevet verdensberømt på at lave komik ud af besynderligheder, er forundret.

»Det er helt sikkert det mærkeligste valg i min levetid,« siger John Cleese, da Berlingske møder ham på gågaden i den smukke turistby Bath i det sydvestlige England.

Manden fra Monty Python og »Fawlty Towers« stemmer på Liberaldemokraterne. I meningsmålinger er en af de få klare kendsgerninger forud for dagens valg til det britiske underhus, at tusindvis af vælgere i alle retninger er flygtet fra Liberaldemokraterne som det traditionelle politiske alternativ i Storbritannien. Men Cleese holder fast, og det er ikke nogen joke:

»Faktisk er jeg helt ligeglad med, om Liberaldemokraterne kommer i koalition med Konservative eller Labour, men det er vigtigt, at de er der for at kunne moderere de mest ekstremistiske politiske ideer, uanset om det er til højre eller venstre.«

Ved valget i 2010 fik Liberaldemokraterne 23 procent af stemmerne. Nu er det knap ti procent af vælgerne i meningsmålinger, der siger, at de vil stemme på dem. Alligevel er en del briter enige med Cleese i, at partiet kunne blive en brugbar partner i en ny regering.

»Koalitionsregeringen har trods alt gjort det meget godt, så det ville ikke være så dårligt med den kombination igen,« siger Richard Turnbull med henvisning til de seneste fem års konservativ-liberaldemokratiske koalitionsregering.

Camron pumpet op til kamp

Turnbull er mødt frem i Hayesfield Girl’s School i Bath for at få chancen for at se den konservative premierminister, David Cameron, i »kød og blod« ved et valgmøde for nogle få hundrede nøje udvalgte loyale konservative og partiaktivister.

Da Cameron dukker op med opsmøgede ærmer på sin lyseblå skjorte, gør han alt for at udstråle den energi og »øjenhøjde med vælgerne«, som hans valgkamp bliver kritiseret for at have manglet indtil den sidste fase. Det virker næsten bevidst, at han er »pumpet op«, som den nye kampagnestrategi er beskrevet i de britiske medier, til at være rød i hovedet af iver, da han beder valgaktivisterne om en sidste indsats »på vælgernes dørtrin« for at hente de sidste afgørende stemmer hjem.

Cameron forsikrer forsamlingen om, at de Konservative »kun mangler 23 mandater« til det brændende ønske om absolut flertal. Det er et optimistisk skøn, for det britiske underhus har 650 pladser, og de seneste meningsmålinger op til valgdagen forudser omkring 280 mandater til de Konservative. Det vil i givet fald give en konservativ »sejr« som det største parti, men koalitionsmulighederne ser bedre ud for Labour.

Ingen klar vinder eller taber

Et af de store uvante paradokser for briterne er, at de efter al sandsynlighed vågner op til et valgresultat, hvor det vil blive særdeles svært at udpege vindere og tabere. Samtidige risikerer mange vælgere, at deres stemme får uønskede konsekvenser.

Liberaldemokraternes partileder, Nick Clegg, har i de seneste dage igen og igen understreget, at man er klar til at se på koalitionsmulighederne til både højre og venstre. I modsætning til den nuværende koalition er der bare ikke meget, der tyder på, at det vil kunne skabe et regeringsflertal alene, og så begynder det store komplicerede regnestykke, hvor en del valganalytikere allerede nu regner sig frem til politisk kaos og usikkerhed.

Kan de skotske nationalister i SNP være regeringsgrundlag for Labour? Kan det aktivistiske parti De Grønne? Kan de engelske højrenationalister i UKIP være sikkerhedsnettet for de Konservative? Kan det rent nordirske DUP være afgørende støtte og se ud over regionale interesser?

Først på fredag kan man se, om britisk politik nu for alvor er ved at tage springet ud i en politisk virkelighed med koalitioner og alliancer, som man kender det i Danmark og mange andre europæiske lande. Det står fast, at det vil være en kæmpeoverraskelse, hvis SNP ikke får et jordskredsvalg og bliver klart størst i Skotland, og hvis ikke Liberaldemokraterne går markant tilbage. Resten bliver kun mere usikkert af det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor partier i de enkelte kredse kan »æde sig ind« på de politisk beslægtede konkurrenter og dermed afgøre et mandat med ganske få vælgeres forspring for vinderen.

En enorm effekt på britisk politik

Peter Kellner, leder af meningsmålingsinstituttet YouGov, vurderer, at der er mange flere valgkredse, der kan blive afgjort på marginaler, end man plejer at se:

»De små skift vil have en enorm effekt på fremtiden for britisk politik. I øjeblikket har jeg ingen ide om, hvem der vil være premierminister om en måned,« lyder det fra Kellner, der er en af de mest erfarne britiske valganalytikere.

Det gør det også ekstra svært at stemme »taktisk«, som det ellers er kutyme i det britiske valgsystem, hvor man opgiver en foretrukken kandidat uden chance til fordel for en, der kan fremme ens politiske ønsker.

Således er nogle Labour-vælgere i South Thanet-kredsen fristet til at stemme taktisk på den konservative kandidat for at tilføje UKIP-lederen Nigel Farage et nederlag, der kan bremse den nationalistiske højrebølge. Et ekstra konservativt mandat kan til gengæld bidrage til, at de Konservative bliver det største parti og bedre kan skrabe et regeringsgrundlag sammen til en ny periode ved magten.

Mindretallet af skotter med rodfæstede, britiske og konservative traditioner kan have lyst til at stemme på Labour for at dæmpe det nationalistiske SNPs stormløb, som Cameron har kaldt en alvorlig trussel for den britiske unions fortsatte eksistens. Nogle uventede ekstra mandater til Labour i nord kan til gengæld være lige, hvad Miliband behøver for at få opfyldt drømmen om at rykke ind i premierministerboligen i Downing Street 10 i London.

Økonomien og Europa er på spil

Usikkerheden kan naturligvis også skabe et mere »traditionelt« britisk valgresultat. Konservativt sindede henviser til valget i 1992, da meningsmålingerne tog helt fejl, og John Majors konservative regering imod forventningerne sikrede sig en valgsejr og absolut flertal. Men selv med et klarere valgresultat end spået vil der være stor politisk usikkerhed forude.

»Sæt økonomien på spil, eller sæt Europa på spil,« er konklusionen i The Economist. Der bliver altid lagt mærke til det økonomisk-politiske tidsskrifts »anbefaling« af en valgkandidat, og i en leder falder loddet i Camerons vægtskål, som det også gjorde i 2010. Men det sker med tilføjelsen, at »fem år senere er valget blevet sværere«.

The Economist erklærer sig bekymret over udsigten til en EU-folkeafstemning i en regering ledet af Cameron, fordi bladet mener, at britisk udmeldelse af EU »ville blive en katastrofe for både Storbritannien og Europa«. Om en regering ledet af Ed Miliband skriver The Economist, at hans oplæg til britisk kapitalisme i form af »et mere retfærdigt samfund« ville resultere i »den mest økonomisk yderliggående premierminister siden Margaret Thatcher«.

Andre har beskrevet det som et klart politisk valg om den økonomiske kurs. Cameron og de Konservative ønsker at fokusere på nationaløkonomien og yderligere voldsomme besparelser i det offentlige oven i de seneste fem års markante nedskæringer for at rette op på en kriseramt økonomi og betale af på en enorm statsgæld. Miliband og Labour ønsker at tage særligt hensyn til den pressede privatøkonomi i mange britiske familier. Partiet vil lade »de rige« bidrage mere gennem skatter, mens man mener, at for voldsomt fokus på gældsafbetaling vil gå ud over de økonomiske fremskridt.

Cleese hælder til Miliband

Tilbage i Bath virker det, som om Cleese i valget mellem højre og venstre alligevel helst vil være med til at hjælpe Labour til magten.

»Vi burde fokusere mere på svælget mellem rig og fattig. Vi plejede at være stolte af vores lighed, men nu er det mere som i Sydamerika. Man burde også se mere på Camerons fuldstændig korrupte forbindelser til Murdoch, men ingen taler om det. Det er en skændsel. Moralske overvejelser burde have en rolle, for det drejer sig ikke kun om økonomien,« siger Cleese med henvisning til aflytningsskandalen i mangemilliardæren Rupert Murdochs britiske avisimperium og hans brug af sine medier til at udøve enorm indflydelse på britiske valg til fordel for både den tidligere Labour-premierminister Tony Blair og Cameron.

Den verdenskendte komiker siger det uden den mindste humor i stemmen. Mange briter er enige om, at de i dag deltager i et skæbnevalg. De er langt fra enige om den fremtidige kurs for Storbritannien, og mens nogle vil juble fredag morgen, vil mange være skuffede. De fleste vil være bekymrede, og de færreste tror, at der bliver meget at grine ad.