En lige venstre og en lige højre til centrum

Transatlantisk tendens. De mest yderliggående kandidater fører lige nu i kampen om at blive ledere af Labour i Storbritannien og Republikanerne i USA. Jeremy Corbyn og Donald Trump rider på samme bølge af frustration over konsensusdemokratiet.

Jeremy Corbyn fra Labours yderste venstrefløj stormer frem og er nu storfavorit til at  overtage posten som partileder. Foto: Justin Tallis/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trump og Jeremy Corbyn kunne dårligt være mere forskellige. Den ene er en socialist, som går ind for borgerløn og gen-nationalisering af jernbanerne, er pro-Palæstina og anti-atomvåben. Den anden er en milliardær, som hævder, at »man ikke kan være for grådig,« og som beskylder immigranter for at være narkoforbrydere og voldtægts­mænd.

Den ene er brite, og den anden er amerikaner, og hvis de mødte hinanden, ville de formentlig føle, at de stod over inkarnationen af alt det, som de kæmpede imod.

Men alligevel har de en vigtig faktor til fælles – eller rettere to: De forsøger begge i øjeblikket at blive valgt som deres partis topfigurer, og de er begge i spidsen og mod alle odds.

Er det bare en tilfældighed, at Republikanerne i USA og Labour i Storbritannien i øjeblikket føler sig fristede til at vælge et politisk skumpelskud, den mest radikale og uinviterede af alle de kandidater, som de har at vælge imellem? Eller er der en sammenhæng tværs over Atlanten? Svaret er overraskende nok det sidste, og svaret har mindre med mændene og mere med deres tilhængere at gøre.

På en populær side på det sociale medie Reddit har Donald Trumps støtter i de seneste dage forklaret, hvorfor de holder fast i deres støtte til en mand, som ifølge kritikerne er både kvindehadsk og racistisk, og som i den seneste uge ikke har gjort meget for at dementere kritikken.

Modvilje mod gængs politik

Tilhængernes svar var en næsten hånd­gribelig modvilje mod gængs politik og et militant krav om forandring.

»Vores politiske system er bundråddent, og alligevel bliver vi ved med at stemme på de samme mennesker (…) nok er nok,« hedder det i det mest populære svar, og en anden skribent kalder »det politiske system for en vittighed (…) fyldt med levebrødspolitikere uden forbindelse til virkeligheden.«

Et tredje populært svar lyder direkte citeret: Trump »er et røvhul, men han er i det mindste ærlig, og han bullshitter os ikke.« Han er kontroversiel og genstridig, men de andre politikere »er klamme og vil sige hvad som helst for at blive valgt,« lyder et fjerde svar, som har fået mange likes. Og sådan går det blandt besvarelserne – det politiske system er ramt af svamp, Republikanske og Demokratiske politikere er lige ringe, og ingen af dem gør noget ved noget, siger Trump-støtterne.

The loony left

Hvilket fører os til briten Jeremy Corbyn, som kritikere sammenligner med tidligere loony left-Labour-politikere som Michael Foot og Tony Benn, og som magtfulde insidere som Tony Blair og medier som New Statesman indstændigt advarer imod, fordi han ikke vil have en chance over for de Konservative, siger de.

I den nyeste måling siger 53 procent af Labours græsrødder, at de vil stemme på Corbyn – og de begrundelser, som hans tilhængere kommer med, er fascinerende:

»Han står for et alternativ, mens de andre kandidater bare står for mere af det samme og for en lettere udvandet konservativ politik,« skriver én af dem på Reddit.

En anden skriver i en rundspørge i The Guardian, at »de andre kandidater er konservatism­e light, og de vil ikke gøre noget for at hjælpe de millioner af mennesker, som har fået deres liv ødelagt af konservativ ideologi.«

En tredje skriver:

»De andre Labour-politikere er som desperate dørsælgere, der vil sige hvad som helst for at blive valgt. Corbyn tror på noget...«

Eller med andre ord – og fra svar til svar – vrede mod den politiske udvikling og en mistro til, at deres egne folk vil andet end at fortsætte udviklingen.

Mostand mod politics-as-usual

Og det er dér, hvor sommerens to person­politiske overraskelser rækker over Atlanten og når hinanden: I en arg modvilje mod politics-as-usual og de magtinteresser, som støtter politics-as-usual, og de to bevægelser ligner også hinanden i at vægte kampen højere end sejren. De vil hellere have en kandidat, som giver dem noget at kæmpe for, frem for en mand, der gør sig godt i fokusgruppe­undersøgelser.

»Trump kan måske ikke blive valgt som præsident, men han kan lave en masse ballade om immigration,« skriver en støtte på Reddit.

En Corbyn-tilhænger skriver i The Guardian:

»Hvis det betyder, at Labour får sværere ved at vinde, hvad så? Hvad er meningen med en sejr, hvis vi alligevel kun fører konservativ politik?«

To forskellige udgangspunkter

Politisk kommer bevægelserne fra to modstridende udgangspunkter – Trumps støtter vil groft sagt have den mest højre­orienterede kandidat, mens Corbyns støtter vil have den mest venstreorienterede – men deres motiver er ikke desto mindre ens og reflekterer udviklingen i deres respektive lande.

Den politiske udvikling i USA er siden fiaskoen i Irak og finanskrisen og gennem Obama-årene gået mod venstre – Obama er to gange ganske sigende blevet valgt af en regnbuekoalition af kvinder, yngre amerikanere og minoriteter.

Omvendt er den politiske udvikling under premierminister David Cameron og hans længe siddende forgænger, Tony Blair, gået mod højre med et løssluppent finansmarked og boligmarked, egenbetaling for universiteter, lønpres og økonomisk nøjsomheds­politik.

I begge lande synes udviklingen ustoppelig. I USA førte te-aktivismen ikke til meget andet end et nederlag til det Republikanske establishment og til en politiker som Marco Rubio, der hurtigt kom til at lyde som de andre jakkesæt, og i Storbritannien førte Ed Milibands Labour-ledelse til kompromis-konservatisme og valgnederlag, lyder logikken.

Så hvad nu?

Svaret er endnu mere radikale metoder, og Donald Trump og Jeremy Corbyn er personifi­ceringer af svaret og dermed udtryk for den samme frustration, det samme desperate håb fra de samme mennesker, der af forskellige årsager føler sig som historiens oversete og uglesete ofre – og som ved at vælge ekstremen håber at ramme konsensus.

På den måde er Donald Trump og Jeremy Corbyn ens i deres forskellighed.