Dødsdømte i Libyen undgår henrettelse

De fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge undgår dødsstraf i aidssag i Libyen. Myndighederne har forvandlet straffen til livsvarigt fængsel.

De fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge undgår dødsstraf i aidssag i Libyen.

En libysk embedsmand sagde tirsdag aften, at Det Øverste Juridiske Råd besluttede at omgøre dødsdommen til fængsel på livstid.

De seks dømte kan afsone deres straf i Bulgarien, fordi de to lande har en udleveringsaftale. Den palæstinensiske læge har fået bulgarsk statsborgerskab.

Meddelelsen om annullering af dødsdommen var ventet efter, at familierne til de aidssmittede børn i Libyen opgav kravet om dødsstraf, fordi de havde fået udbetalt en kompensation på én million dollar hver (5,4 millioner kroner).

De udenlandske sundhedsarbejdere har siddet fængslet siden 1999, dømt for med overlæg at have inficeret 438 børn med hivblod. Internationale undersøgelser har imidlertid vist, at det formentlig var den dårlige hygiejne på hospitalet, der var skyld i, at børnene blev smittet.

/ritzau/AFP