Da terror-traumetfra Kings Cross vågnede igen

En torsdag morgen for to år siden da Storbritannien oplevede sit første selvmordsangreb, krydsede en række SKÆBNER hinanden på undergrundsstationen Kings Cross . En hjælpelærer, der var skjult islamist, og en ung kvinde, der omsider havde overvundet en voldtægt, var begge på stationen den dag. Og nu forleden næsten præcis to år senere blev briterne ved en række attentatforsøg mindet om, at TERRORTRUSLEN er vokset.

Mange londonere markerede i går to-årsdagen for selvmordsangrebet ved undergrundsstationen Kings Cross. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

LONDON: Stationen Kings Cross på en torsdag morgen ved halvni-tiden er et menneskemylder.

Jakkesætklædte kontorfolk kommer ind fra forstæderne med deres computerskuldertasker og Starbucks papkaffekrus i hånden og forsvinder videre ned i mylderet i London Underground.

Turister kommer ind med tog fra Cambridge og Newcastle. Ventende passagerer skæver over mod den store afgangstavle. Der er en sprutten og hvæsen fra espressomaskiner, og køen i den lokale W.H. Smith snirkler sig med passagerer, der skal have vand og aviser med på rejsen.

Denne morgen kan de fleste forsider berette, at G8-topmødet nærmer sig sin sidste dag, og at London sensationelt har vundet OL i 2012 for snuden af Paris. Det er ikke så dårligt at være londoner den 7. juli 2005.

Tavlen i ankomsthallen meddeler, at 8.00-toget fra Luton er 23 minutter forsinket. En halv time senere opfanger sikkerhedskameraer fire unge mænd med hver sin tunge rygsæk. Ifølge myndighedernes senere beskrivelse af hændelsesforløbet omfavner de fire mænd hinanden.

»De virker lykkelige, nærmest euforiske,« konstaterer en rapport.

Det samme kan næppe siges om reklamebureaumedarbejder Rachel North. Denne julimorgen i 2005 er det tre år siden, hun åbnede sin hoveddør for en fremmed. Han forklarede gennem døren, at han var hendes nabo, og at der var sket en ulykke. Men manden var en 17-årig indbrudstyv, der gennembankede og voldtog Rachel. Flere timer senere vågnede hun op og løb nøgen og blødende ud på gaden, hvor politiet fandt hende. Ved hjælp af sin kæreste, venner og et tæt familienetværk har den nu 34-årige præstedatter netop kæmpet sig igennem den efterfølgende retssag, hvor hendes voldtægtsmand blev idømt 15 års fængsel for overfaldet.

Det var en overvindelse at tale i retten, men Rachel har besluttet, at en vred teenager ikke skal fravriste hende kontrollen over hendes eget liv.

Denne morgen klemmer hun sig ind i et tog på Picadilly Line med et for hende helt særligt eksemplar af bladet »Marie Claire« under armen. Rachel har fortalt sin historie til bladet, fortalt om de mange måneder det har taget at overvinde depressionen, der følger i kølvandet på en voldtægt. Hendes beretning er først og fremmest en historie, der skal give håb til andre kvinder.

Toget er overfyldt, og hun klemmer sig ind mellem de mange kroppe, den tunge luft af sved og fremmede, mens hun forsøger at læse. Klokken er 08.42, og hun ved ikke, at en vred ung teenager for anden gang i hendes liv snart vil komme til at ændre alt med et slag.

Det er den 19-årige jamaicansk fødte, muslimske konvertit, Germaine Lindsay. Otte minutter efter, at Rachel er stået på, detonerer han sin bombe få meter fra Rachel. 26 omkommer øjeblikkeligt.

Samme morgen er Lindsay rejst fra Luton sammen med den 22-årige Shehzad Tanweer, Hasib Hussain på 18 år og den 30-årige leder af den lille gruppe, Mohammed Sidique Khan, for at gennemføre det første selvmordsbombeangreb i Europa nogensinde.

Khans selvmordsvideo udkommer senere. Han forklarer, at civile i England måtte dø for deres politiske ledere, for krigen i Irak og for drabene på»muslimske brødre« over hele verden.

Det er typisk al Qaeda-retorik, forklarer en anden ung englænder med indvandrerbaggrund, Hassan Butt. senere. 27-årige Butt har været med i en rabiat islamistisk gruppe, men forlod den, fordi han mente, at hans fæller havde forvandlet sig til »dræbermaskiner uden formål«.

Han mødte Khan en enkelt gang og opholdt sig i de samme kredse, gik til de samme opflammende møder og har senere forsøgt at forklare, hvordan logikken hænger sammen for selvmordsbombemænd.

I århundreder har islam haft regler for samkvemmet mellem Dar ul-Islam (Islams land) og Dar ul-Kurf (De Vantros land). Reglerne dækker alt fra handel til krig og fred.

»Islamister går imidlertid to skridt videre. Det første skridt består i argumentet om, at siden der ikke findes nogen ren islamisk stat, er hele verden »De Vantros Land«. Andet skridt er, at siden islam har erklæret krig mod de vantro, har islam derfor erklæret krig mod hele verden,« forklarer Hassan Butt.

At krigen langtfra er overstået, stod klart i sidste weekend. To bilbomber blev ved et lykketræf opdaget og uskadeliggjort i London. Et angreb mod lufthavnen i Glasgow førte politiet til en ny terrorcelle, der indtil videre menes at have otte medlemmer de syv af dem læger. Det engelske politi arbejder stadig med den videre opklaring.

De mislykkede bombeattentater vækker minder om sommeren 2005, hvor stemningen i den engelske hovedstad var højspændt på grund af terror-årvågenhed. Allerede 14 dage efter det første angreb den 7. juli var hovedstadens transportsystem igen genstand for terror. Denne gang angreb en gruppe på seks mænd undergrundstog og busser. Deres bomber detonerede ikke på grund af tekniske fejl mændene blev pågrebet og afventer nu dom.

I april sidste år fik en gruppe på fem mænd, alle med britisk statsborgerskab, livstidsdomme for at planlægge terrorangreb med brug af bomber bestående af store mængder af kunstgødning. De kommende terrorister havde blandt andet fodboldarenaer, et shoppingcenter og natklubber som mulige bombemål.

I det hele taget er det britiske retsvæsen under hårdt pres. Omkring 100 terroranklagede afventer i fængslerne deres retssag. Politiet har klassificeret 250 personer som »højrisiko«-mistænkte. Yderligere 700 er i »midtrisiko«-gruppen. Men dermed anses faren ikke nødvendigvis for at være under kontrol. Samtlige medlemmer af terrorgruppen fra den 7. juli 2005 var enten ikke på radaren eller blev set som tilhørende lav-risiko-gruppen.

En gruopvækkende advarsel om et kommende angreb mod briterne kom i sidste måned, da de amerikanske TV-stationer, CNN og ABC, fik fingre i optagelser af, hvad der angiveligt var en slags afslutningsceremoni på en al-Qaeda -terrorskole i Pakistan. Båndet var et halvt år gammelt, og på det forklarer en af terrorlederne, at Storbritannien vil få terroren at føle.

Hvorfor Storbritannien er blevet et udsøgt terrormål, er briterne ikke enige om. Krigen i Irak gives som en af hovedgrundene, men sandheden er snarere, at terrorgrupperne etablerede sig i landet længe inden den fælles amerikansk-britiske krig mod international terrorisme. Da Frankrig eksempelvis smed en række islamistiske terrormistænkte fra Algeriet ud af landet i 1980erne, søgte mange tilflugt i London, hvor de fortsatte med at rekruttere og radikalisere.

Den radikale imam, Abu Qatada, der havde forbindelser til en terrorgruppe, han angiveligt styrede i Algeriet, fik til franskmændenes raseri lov til at bo forholdsvis uantastet i Storbritannien. Det samme gjaldt manden, der planlagde et forfejlet bombeangreb i Strasbourg, Lamin Maroni. Han fik ikke alene lov til at rejse ind i Storbritannien uden at efterretningstjenesten opdagede det mindste, han levede tilmed af offentlig kontanthjælp fra den britiske stat.

I frustration begyndte franskmændene at kalde den britiske hovedstad for »Londonistan« og Storbritannien for »Afghanistans forkammer«.

Traditionelt har dissidentgrupper fra Mellemøsten som eksempelvis Iraks tidligere selvudnævnte eksilregering søgt til London, blandt andet fordi asylreglerne har været mere lempelige end andre steder i Europa. Samtidig har Storbritannien en stor befolkningsgruppe fra Pakistan, hvor det ikke skorter på rabiate elementer og imamer med foragt for alt, hvad Vesten står for. Omkring 745.000 etniske pakistanere bor i Storbritannien, af dem lever de 100.000 i London. Men især mange unge mænd rejser hjem mindst én gang i løbet af deres ungdom for at komme i kontakt med deres kulturelle rødder.

Det er let for rabiate elementer i både Pakistan og Storbritannien at rekruttere blandt unge, som befinder sig i et tomrum mellem deres forældres kultur, der passer dårligt overens med deres eget liv, og det britiske samfund, der heller ikke helhjertet har taget imod dem.

Det var efter alt at dømme, hvad der skete i Khans tilfælde. Hans far slog hånden af ham i 2001 på grund af uenighed om religion og skubbede ham dermed lige i armene på Jihad-gruppen i Beeston uden for Leeds. Denne gruppe blev hans familie.

Rachel North kendte ikke Khan og havde ligesom størstedelen af den brogede flok, der befandt sig i det forkerte tog på det forkerte tidspunkt i juli 2005, aldrig sat sine ben i Beeston, men hun fik konsekvenserne af Khan og hans tre kammeraters had mod det britiske samfund at føle, da Lindsey detonerede sig selv den morgen.

»Det var som at dykke om natten uden iltapparat. Forestil dig at skubbe dit ansigt helt hen til en fyldt støvsugerpose og tage dybe indåndinger,« forklarer hun og beskriver lugten af brændende metal, brændt hår, smagen af blod i munden.

»Først er man døv. Så kan man høre skrigene. De lyder ikke menneskelige.«

Rachel North udgiver snart sin egen bog om begivenhederne. »Out of The Tunnel« beskriver den langsommelige gåtur ud af toget til den nærmeste station, Russell Square, hvor lyset og sikkerheden venter.

»Skrigene bliver svagere, efterhånden som vi går langs sporene. Vi taler sammen, forsøger at lave jokes, opmuntrer hinanden, vi taler for at drukne lyden af en mand, der er ved at dø,« siger hun.

Oppe i dagslyset fik Rachel North fat i en veninde, der ankom i en taxi og kørte hende på skadestuen. Da de kørte, hørte de et dumpt drøn. Det var den fjerde bombe, der havde ramt bus nummer 30 på Tavistock Square få hundrede meter derfra. Alene dér mistede 13 personer livet.

I går var det to år siden. Hundredvis af anholdelser og flere store forskrækkelser senere står det klart, at truslen mod London ikke er blevet mindre. Det er stadig en by, der står højt på terrorlisten hos al-Qaeda.