Chavez regerer per dekret

Venezuelas opposition kalder det "totalitært magtmisbrug". Præsident Chavez vil blandt andet ændre forfatningen, så han kan genvælges et ubegrænset antal gange.

Venezuelas præsident, Hugo Chavez, fik torsdag enstemmig opbakning til det næste halvandet år at lede landet per dekret. Chavez kom til magten i 1999, og i sidste uge indledte han endnu en seksårig periode, hvor hans allierede kontrollerer parlamentets eneste kammer.

Modstandere kalder loven "totalitært magtmisbrug", men parlamentsformand Cilia Flores konstaterede, at "der vil altid være modstandere og især når de ved, at loven skal bruges til at styrke revolutionen".

Chavez vil nationalisere centralbanken, telekommunikations- og el-industrien. Den socialistiske præsident har krævet 51 procent aktier i de udenlandske olieselskaber, der arbejder i Venezuela, og han har indledt arbejdet med at ændre forfatningen, så han kan vælges et ubegrænset antal gange.

/ritzau/AFP