Britisk politi ransager fire ejendomme efter London-angreb

En af de personer, som blev anholdt efter et angreb i London, er løsladt uden sigtelser, oplyser politiet.

Foto: ANDY RAIN

Britisk politi ransager sent søndag aften fire ejendomme i forbindelse med efterforskningen af lørdagens angreb i London, der har kostet syv personer livet og såret 48.

Det fremgår af en udtalelse fra det britiske politis antiterrorenhed.

Derudover oplyser politiet, at én af de i alt 12 anholdte i sagen er blevet løsladt uden sigtelser.

Det er en 55-årig mand. Han blev anholdt i Barking øst for London - ligesom de andre.

Dermed er i alt 11 fængslet i forbindelse med angrebet. Der er ifølge politiet tale om syv kvinder og fire mænd i alderen 24-60 år.

Tre gerningsmænd i en hvid varevogn kørte sent lørdag ind i en menneskemængde på London Bridge i den britiske hovedstad.

Bagefter kørte varevognen til det nærliggende Borough Market, der er et populært område med beværtninger og diskoteker.

Her hoppede de tre mænd ud og begyndte at stikke tilfældige mennesker ned på restauranter og barer i området. Otte minutter efter det første alarmopkald skød otte betjente de tre gerningsmænd.

Politiet har endnu ikke offentliggjort gerningsmændenes identitet.

Det vil ske så hurtigt som muligt, lover politiet i udtalelsen.

/ritzau/