I den perfekte verden er sport og politik to adskilte størrelser. Men i Afrika er meget lidt perfekt og i særdeleshed er intet perfekt i Elfenbenskysten. Her er fodbold og politik gået op i en højere enhed og er en medvirkende årsag til, at landet ikke er faldet helt fra hinanden.

Elfenbenskysten er ikke blot verdens største producent af kakaobønner. Landet lægger også jord til verdens største katedral, der er opført i hovedstaden Yamoussoukro, og som er noget nær en kopi af Peterskirken i Rom. Opførelsen af katedralen blev startet på samme tid som Danmark sang med på »Gi’ en hånd til Afrika« og blev sat i gang af den tidligere præsident Houphouet Boigny i et forsøg på at bortlede befolkningens opmærksomhed fra hans elendige styre. I et land der befinder sig blandt de 15 fattigste i verden, og hvor blot ti pct. af befolkningen bekender sig til kristendommen, har den siden slutningen af 80erne knejset over hovedstadens lave bebyggelser og slum.

Elfenbenskystens seneste år har været blodige og kaotiske. Efter en serie revolter blev socialisten Laurent Gbagbo i 2000 valgt som præsident ved et omdiskuteret valg, hvor han slog kupgeneralen Robert Guéi. Landet var dengang økonomisk på vej ned, Verdensbanken måtte gribe ind, og kort efter blev Guéi myrdet, og i september 2001 udbrød der borgerkrig mellem det primært muslimske nord og indbyggerne i syd.

Elfenbenskysten havde i årene forud fungeret som indvandrerland for arbejdere fra nabostaterne Guinea, Burkina Faso og Mali til bl.a. kakaoplantagerne, der leverer 40 pct. af verdens kakaoproduktion. Tusinder af indvandrere har bosat sig permanent og mange har slået sig ned som kakaobønder i specielt landets nordlige del.

Laurent Gbagbo havde før krigen brød ud spillet »det etniske kort« og med en regeringsvedtagelse bestemt, at kun indbyggere der kan bevise et statsborgerskab i Elfenbenskysten har stemmeret og kan vælges, hvilket i første omgang fjernede et par af hans rivaler. Soldater i nord begik mytteri og blev bakket op af regeringsmodstandere og snart dukkede diverse oprørsgrupper frem. Oprørerne fik en overgang kontrol med den vigtigste by i kakaoområdet, men blev fordrevet, hvorefter en afrikansk FN-styrke sammen med en fransk troppeenhed blev sat ind for at skille parterne. Landet har siden da været delt og FN-styrken har netop fået fornyet sit mandat. Tilbage står mindst en million vælgere, der skal have tjekket deres nationalitetsforhold.

Folkets helte

Elfenbenskysten er nu langsomt ved at komme op af sumpen. Måske holdes der præsidentvalg i år efter otte udsættelser. En samlingsregering hvor oprørslederen Guillaume Soro er udnævnt til premierminister, blev etableret i foråret, men lige under overfladen ulmer uroen.

Temmeligt enestående er fodboldlandsholdet forblevet intakt under hele den dramatiske og tragiske periode, skønt spillerne kommer fra forskellige etniske grupper i alle dele af landet. Mange fra nord og adskillige med indvandrerbaggrund. Men uanset hvad, anses de alle som helte i befolkningen.

Holdanfører Didier Drogba der i 2006 blev kåret som Årets afrikanske spiller, fik i 2006 gennemført det utænkelige, at Elfenbenskystens kvalifikationskamp til African Cup mod Madagascar blev spillet i oprørernes største by Bouaké. Mange fans fra syd og mange højtstående politikere valfartede for første gang mod nord for at se holdet spille i oprørsbyen. På byens stadion kunne de 25.000 tilskuere se oprørsledere og politikere stå side om side og synge nationalsangen og juble sammen over de fem mål, som »elefanterne« leverede og vandt med. Spillerne fra Madagascar fik kun oplevelsen med hjem.

Og Didier Drogba sagde efter kampen: »Vi er alle mere optaget af genforening af vores land. Jeg og de andre spillere ønsker at bringe glæde og fred til landets indbyggere, der har lidt under krisen. Det var mere vigtigt end sejren.«

Det var ord der ikke blev glemt og i månederne og årene efter den historiske kamp er trafikken mellem nord og syd gradvist blevet øget. Men situationen er skrøbelig og FN har netop advaret om, at hvis ikke præsidentvalget snart holdes, og hvis ikke snart militserne afvæbnes kan det ende med, at våbnene igen begynder at tale.