Avisleder: Valg efterlader et mere polariseret Sverige

Sverige slingrer videre, skriver Jyllands-Posten i sin leder og spår et langstrakt tovtrækkeri om magten.

Foto: Maja Suslin / TT / Ritzau Scanpix. Sverigedemokraternas partileder Jimmie Åkesson
Læs mere
Fold sammen

Det har været et historisk dårligt valg for de mere traditionelle partier i Sverige, Socialdemokraterna og Moderaterna.

Det pointerer Politiken, der mener at begge partier skriver sig ind i en regulær tillidskrise over for vælgerne.

Heri påpeger avisen i sin leder, at mange føler sig svigtet af de mere etablerede partier. Den fremstår tydelig i fremgangen for det højrenationalistiske Sverigesdemokraterna, der blev valgets vinder.

- Som sådan er det et mere polariseret Sverige, der træder frem efter søndagens valg, og som dermed også på den led begynder at ligne, hvad vi har set i en stribe andre europæiske lande, skriver avisen.

- Opgaven er derfor nu at mindske polariseringen, lyder det videre.

Ifølge avislederen er Sverigedemokraternas fremgang et "opråb til de etablerede politikere" om at der er noget galt.

Jyllands-Posten spår, at der er lagt op til et "langstrakt tovtrækkeri om magten", når der skal sammensættes en regering.

Der er ingen, der vil lege med Sverigesdemokraterna. Det betyder ifølge avisens leder, at der nærmest er dødt løb mellem de to blokke, når partiet er ude af ligningen.

- Det er sandelig dem og os for fuld udblæsning. Et fuldt lovligt parti, valgt på lovlig vis, har naturligvis samme ret som andre til at blive hørt, skriver avisen.

Ifølge Jyllands-Posten kommer regeringsdannelsen altså til at trække ud.

- Det bliver formentlig ligesom efter valget i Tyskland i efteråret, hvor forhandlingerne tog flere måneder, står der.

/ritzau/