Advarsel til hovedstadens borgere før våd eftermiddag: »Vær forsigtige«

Et kraftigt skybrud kan være på vej. Særligt hovedstadsområdet skal passe på, hvis skybruddet rammer, advarer forsyningsselskabet Hofor.

Skybrud kan ramme København i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Der er det, vi kender som normalt regnvejr, og så er der det, der kan ramme hovedstaden i dag.

DMI varsler, at op mod 30 til 50 mm regn kan ramme særligt hovedstadsområdet indtil lørdag morgen. Lokalt måske mere.

Kraftigt regn definerer DMI som 24 mm regn på seks timer.

Derfor opfordre Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, borgerne til at færdes med »forsigtighed«, da veje kan blive oversvømmet, og kloakdæksler kan hoppe af.

»Desuden bør man undgå kontakt med spildevand i gader og kældre, da det kan fremkalde sygdom. Også havnebade og bynære strande kan blive forurenet,« lyder anbefalingen i en pressemeddelelse fra Hofor.

Yderligere anbefaler de, at alle husejere sikrer deres værdigenstande i kælderen, så de ikke bliver beskadiget af eventuel regn.

Hofor advarer også mod varme dampe, der ofte kan udvikle sig under skybrud. Særligt i Indre By.

»Skybrud kan også give varm damp i gaderne i Indre By. Det sker, når byens underjordiske varmekamre fyldes med vand, der så begynder at koge. Borgerne opfordres til at gå udenom dampen, som i værste fald kan give forbrændinger på benene.«