Mere viden
Hans Hauge
Jo, vi ved godt, at alle TV-journalister synes, at Trump er dum. Og vi kender deres meninger, som de afleverer dagligt. Vi ved godt, at de synes, det er latterligt, at Trump har ændret mening, sådan som alle andre også har. Det er slet ikke det, som vi vil kritisere dem for. Slet ikke. Men vi vil gerne vide noget. Information. Oplysninger.
Igen og igen ser vi Trump sige noget, og så står der en masse mennesker bag ham. De ser ellers dejligt mangfoldige ud. You know: kvinder, afro-amerikanere, asiatisk-amerikanere, latinoer osv. Har man nogen sinde hørt et ord om, hvem der står bag Trump? Nej. Hvorfor ikke? Vi gætter på, at journalisterne ikke aner det. Kunne de ikke prøve at finde ud af det og så glemme deres meninger?
Rigspolitiskrivebordsjuristen
Eva Selsing
Så De også tirsdagens pressemøde, hvor statsministeren og en håndfuld embedsmænd forklarede de seneste tiltag mod coronaepidemien? Ved siden af den myndige statsminister, den vage sundhedsminister, den selvsikre styrelsesmand Søren Brostrøm og en epidemiekspert, stod en temmelig fejlcastet fyr.
Nogen havde givet ham et overdekoreret politikostume på, og så stod han dér, åleslank og med Herlev-strithår og lignede én, der aldrig nogensinde i hele sit liv havde været i kontakt med noget, der bare mindede om politiarbejde.
Og søreme så; slår man manden, der er rigspolitichef, op, så finder man ud af, at han bare er jurist. Med erfaring fra EU, bien sur. Tjek, heureka, og så giver det hele mening! Hvor må det være mærkeligt at være rigtig politimand derude og skulle se op til sådan en skrivebordsgymnast.
Samfundsøkonomi for begyndere
Peter Nedergaard
Medlem af Folketinget for SF, Lisbeth Bech Poulsen, skriver på Twitter efter endnu en milliardudpumpning af offentlige midler til erhvervslivet: »Illusionen om det frie marked må nu endegyldigt være bristet for de sidste troende.«
Hvad mener den gode Lisbeth Bech Poulsen? At erhvervslivet fremover skal leve af skatteinddrevne midler? Ved hun slet ikke, hvilke markedsmekanismer, som i det hele taget har tilvejebragt muligheden for at holde hånden under erhvervslivet – og arbejdspladserne?
Groft sagt anbefaler et grundkursus i samfundsøkonomi.