Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

At skærme sig fra svære beslutninger

Regionernes opgave er at stå for blandt andet hospitalsvæsnet. Foto: Morten Stricker/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En række politiske partier har på det seneste foreslået, at regionerne nedlægges. Ideen er, at det vil fremme samarbejdet mellem især de enkelte hospitaler og mindske bureaukratiet, hvis regionerne fjernes fra landkortet.

Min påstand er, at forslaget bygger på en manglende forståelse af, hvordan det politiske system fungerer. Hvis man tror, at det politiske system på makroplan er rationelt, kunne det måske være en god idé. Men al teori og forskning heri inden for statskundskaben i de seneste tiår viser, at det ikke forholder sig således. Det politiske system er kendetegnet ved en asymmetri mellem de kræfter, som ønsker udgiftsstigninger, og de kræfter, som ønsker at dæmpe udgiftsstigningerne. Det skyldes bl.a., at kræfterne bag udgiftsstigningerne er koncentrerede, mens kræfterne bag ønsket om en dæmpelse af udgifterne er spredte. Den fundamentale baggrund herfor er, at politikere i modsætning til beslutningstagere på markedet bruger andre folks penge.

Eller sagt på en anden måde: Det er langt lettere for dem at organisere sig, og der er langt flere incitamenter bag, at en bestemt patientgruppe ønsker flere midler afsat, end det er for skatteyderne, som skal betale gildet, at organisere en modstand herimod. Resultatet er en evigt opadgående udgiftsskrue, medmindre der indlægges modvægte.

Modvægte mod stigende udgifter i den offentlige sektor kan bestå af mange ting. Staten kan bestemme, at udgiftsstigningerne i f.eks. kommuner kun må finde sted inden for en bestemt ramme. (Det kræver, at overskridelserne sanktioneres, hvad der tidligere var store problemer med.) Man kan også decentralisere beslutningskompetencen i det offentlige og afskærme centrale beslutningstagere fra at blive udsat for pres med henblik på at bruge endnu flere af skatteborgernes penge. Det er især vigtigt at afskærme de centrale beslutningstagere, fordi det er dem, som for alvor har midlerne og råderummet til at skrue op for det offentlige forbrug.

Læs mere: Blåt krav til Løkke: Nedlæg regionerne efter et valg

Det er det sidste, man har gjort i forhold til regionerne. Ved at lade dem stå for bl.a. hospitalsvæsenet inden for en bestemt ramme, som ikke uden videre kan forhøjes, uanset hvor megen lobbyisme der udøves, fremtvinger man en prioriteringsdiskussion decentralt. De, der sidder med den svulmende statskasse, og som kunne blive bløde i knæene og villige til at bruge flere penge, især fordi de først og fremmest er kradset ind hos andre, er skærmet fra at give efter for denne tilbøjelighed. Det job udfører regionspolitikerne.

Læs mere: Udenlandske erfaringer: Sygehusene bliver ringere med statsstyring

Det betyder, at enkeltsager ikke i samme grad som ellers kommer til at styre prioriteringerne i sygehuspolitikken, og det betyder efter alt at dømme, at vi får mere hospitalsvæsen for pengene.

Det betyder naturligvis ikke, at regionsstrukturen ikke indeholder problemer om f.eks. manglende gnidningsfri udveksling af patientoplysninger og gode informationer om, at man kan komme lettere til på hospitaler i andre dele af landet. De problemer burde imidlertid løses ved et tættere samarbejde mellem regioner, som måske oven i købet bør tvinges igennem af staten. Det ville imidlertid efter alt at dømme være uigennemtænkt at afskaffe regionerne, fordi det ville øge det politiske systems iboende asymmetri og sætte gang i stærkere offentlige udgiftsstigninger.