Tre stjerner til nyåbnet restaurant: Der er masser af fart på Tempo, men smagen halter

Svend Rasmussen har besøgt Hotel Sankt Annæs nyåbnede restaurant, Tempo, hvor effektiviteten er i top, men hvor kedelige antipasti og for dyr vin trækker ned.

madanmeldelse
Bruschetta med lardo, ansjos og tomat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

At kalde en italiensk restaurant for Tempo er at udfordre skæbnen. For tempo er italiensk for tid, og italienernes ambivalente forhold til samme ihukommende kunne man sagtens frygte, at der ville blive en del ventetid på Hotel Sankt Annæs nyåbnede restaurant, Tempo. Det viste sig nu ikke at være tilfældet. Alt denne lørdag aften kørte hurtigt og effektivt, og det skyldtes ikke mindst vores meget tjekkede tjenere, der til fulde levede op til restaurantens slogan på hjemmesiden: »Vi sætter tempo på den klassiske italienske spiseoplevelse«.

Menukortet nærmest oser af genkendelig italiensk tryghed på Tempo – her en af forretterne, en Margherita med bøffelmozzarella, basilikum og tomat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Samme hjemmeside lover også at servere »de italienske retter, alle kender og elsker: pizza, ravioli, bøf, risotto, crudo, gelato – internationale livretter, der er til at forstå«. Med andre ord: comfort food af den mest tilforladelige slags. Noget af et skift fra forgængeren, Format, der udfordrede vanetænkningen med innovation og kreativitet, men desværre blev en kortvarig fornøjelse.

»Måske er det forgængerens triste skæbne, der har fået Tempo-ejer Torben Klitbo til at lave et menukort, der nærmest oser af genkendelig italiensk tryghed.«


Måske er det forgængerens triste skæbne, der har fået Tempo-ejer Torben Klitbo til at lave et menukort, der nærmest oser af genkendelig italiensk tryghed. Vi lagde ud med at dele fire af kortets primi (forretter), prissat fra 85 til 135 kr., og sad snart – tempoet er som sagt højt på Tempo – med fire små tallerkener: bruschetta, pizza, burrata og blæksprutter.

Bruschettaen var med lardo (tyndskåret spæk fra Norditalien) og sort peber, bagt tomat og salt fra en ansjos. Pizzaen var i mellemstørrelse og en Margherita med bøffelmozzarella, basilikum og tomat, så nu havde vi altså både været i den nordlige og sydlige del af støvlelandet. Med den efterfølgende bløde friskost burrata med balsamico samt friske og syltede figner blev vi nede sydpå, mens de efterfølgende friterede blæksprutteringe med røde chilier og lime i en blækmayo ret beset kunne være serveret overalt langs Middelhavet. Fælles for dem alle fire var, at de ikke manglede noget – måske lige bortset fra karakter. Smagene var holdt så nedtonede og middle of the road, at de nærmest forsvandt. Det samme gjaldt i øvrigt den indledende kikærtemos, der ledsagede et ellers fint surdejsbrød med olivenolie – uden (pi)kant af hvidløg og citron bliver kikærtemos bare til … babymos.

En af hovedretterme bestod af pighvar stegt på benet med trøffel og selleri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Så var der langt mere personlighed over vores hovedretter, der levede op til det italienske køkkens adelsmærke – gode råvarer, skarp tilberedning og fornemmelsen af, at kokken havde frembragt de enkle retter med al den kærlighed, en mamma kan mestre, også selvom »mamma« i dette tilfælde er en tidligere souschef fra restaurant Spuntino på Vesterbrogade. Vi fik smørmør kalveskank på en bund af silkeblød polenta, med syltede perleløg, en god indkogt rødvinssauce og så en gremolata på persille og friteret hvidløg. Samt rombo gigante – pighvar stegt på benet med selleri, æble og overhøvlet af trøffel, mens retten fik salt af kapers og bid af mandler. Alt var således godt – bortset fra, at pighvarren var skåret ud, så det blev en ren fiskebenssymfoni. Al respekt for at stege på benet, det er den bedste måde at bevare smagen på, men her var der så mange ben, at den blev svær at spise.

Hotel Sankt Annæs nye restaurant, Tempo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

En tung affære

De gode smagstakter fortsatte i den søde afdeling, hvor især en panna cotta fik et anstrøg af italiensk elegance, da den blev serveret med safrankogte røde blommer og en safrangélé samt en safrantuille. Mynteolie og små grapefileter gav friskhed og fuldendte både smagsharmonien mellem frugt og fløde og gjorde de dæmpede gule, røde, grønne og hvide nuancer til en fryd for øjet. En chokoladekage med kaffe, bagt hvid chokolade og karamelliseret flødeskum med lidt knasende piemontesisk hasselnøddekrokant var, trods en frisk hindbærcoulis, en tung affære.

»Italiensk kan også gøres så internationalt letforståeligt, at tryghed truer med at blive til kedsomhed.«


Vinkortet var delt op i to sider – én med italienske vine og én med vine fra resten af verden. Fælles for dem var priserne, der var til den høje side. Af 34 rødvine nåede kun de fem at krybe under 500 kr. Til gengæld var der gode ting imellem – til vores antipasti havde vi valgt et glas sauvignon blanc (100 kr.) fra Giuseppe Sesti i Toscana, en sprød hvidvin med grønlige noter. Og til vore hovedretter hhv. en rød toscaner (Guidalberto, 160 kr. glasset) til skanken, mens jeg til pighvarren fik en Puntay pinot nero fra Alto Adige (Erste+Neue), der til 110 kr. glasset så også må siges at være betalt, al den stund en flaske kan købes i detailhandlen til 199 kr.

Madmæssigt ligger vi et sted mellem tre og fire stjerner, men de dyre vine og de kedelige antipasti trækker os ned på tre. Italiensk kan også gøres så internationalt letforståeligt, at tryghed truer med at blive til kedsomhed.

Hvad: Tempo, Hotel Sankt Annæ, Sankt Annæ Plads 18, 1250 København K, tlf. 31 41 86 13
Hvor meget: vin fra 350,- billigste hovedret 225,-  trerettersmenu 395,-