Røget ud af huset

Smarte vietnamesiske Lê Lê er vokset til et gigantisk folkekøkken, men ikke mindst rygepolitikken kunne trænge til en justering.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Yuppies stay out of Mission!«

Jeg husker stadig banneret, som var demonstrativt sat op af beboerne i lejligheden lige overfor restaurant The Slanted Door I Mission-distriktet, San Francisco's svar på Vesterbro. Budskabet var umuligt at undgå at forholde sig til, da jeg indtog min frokost for syv år siden her på restauranten med den bakkede bys dengang højeste chick-faktor, alle ny-hippe Vietnam-restauranters moder.

Også i København har det friske og lette vietnamesiske køkken været inde i varmen de seneste par år - forgående episode dukkede op i erindringen, da jeg forleden lagde vejen forbi Lê Lê nhà hàng. Lê Lê, som ikke er ortodoks vietnamesisk, men blander øst og vest efter behag, var den første til at åbne ballet herhjemme. Efter alt at dømme er den stadig også den mest populære, for stedet har netop måttet flytte en tand længere ud af Vesterbrogade til større lokaler for at få plads til den evige kø af folk, der venter på at få bord (Lê Lê tager ikke imod reservation).

Denne aften under snestormen var det dog ikke svært for os at få bord på den massivt store restaurant, som har delvist karakter af folkekøkken. Man sidder tæt på Lê Lê, hvilket ikke er så morsomt, når man som vi blev bænket lige ved siden af tre unge kvinder, som tilsyneladende havde sat sig for, at afvikle lokalmesterskaberne i cigaretrygning netop denne aften - mere om det senere.

Med mindre det skal være hurtigt og billigt - så nupper man bare en nudelsuppe - starter man med de nærmest små tapasagtige dele-forretter på Lê Lê. Desværre vidste den flinke tjener absolut intet om indholdet af retterne, så vi kom til at bestille lidt ud i blinde: Først seks grillede tigerrejer, som kom ind på tre spyd med skallen intakt men uden hoved med samt lidt dyppelse - helt udmærket.

Så fik vi tre dybstegte vietnamesiske forårsruller, sprøde, hjemmelavede og rigtigt gode med sød chilisauce til at dyppe i. Den vietnamesiske madpandekage, som ellers plejer at være en af mine vietnamesiske favoritter, var desværre skuffende. Dels smagte selve pandekagen lidt for sødt af kokos, dels bestod fyldet, som normalt plejer at være domineret af en bunke koriander og andet grønt, her af småkedelige bønnespirer og grisekød - for 90 kroner var her simpelthen ikke nok sjov for pengene.

Mere held havde jeg med en versioneret papayasalat, hvor de tynde skiver af grøn papaya var blandet med ditto grøn æble, et par skiver af frisk reje og lidt tørrede rejer, chili og en dressing med fiskesauce og lime. Nytænkende og forfriskende.

Fire skiver frisk forårsrulle - den vietnamesiske klassiker, hvor den tynde rismelsdej er rå og halvgennemsigtig - her med fyld af blandt andet kylling og garneret med en tyk sødlig dip, var ok, men heller ikke mere.

Da vi var blevet »snydt« for en gang sprødstegt blæksprutte, der var udsolgt og vi stadig havde nysgerrighed og appetit i behold bestilte vi to happere mere: En gang dybstegte won tons, som var glimrende, sprøde og velsmagende, ikke mindst når man spiste de blade af hellig basilikum med, som lå på tallerkenen. Langt mindre glad var jeg for de rå forårsruller med røget laks - her gik der simpelthen for meget smørrebrødsforretning i den, og så havde man glemt at fjerne det brune, ramt smagende kød, som er laksens muskler.

Vinlisten på Lê Lê er lille, men ganske fin, man har klogelig entreret med Loire- og bio-eksperten Sune Rosforth - ikke mindst de hvide herfra fungerer bare formidabelt sammen med Vietnam-maden. Jeg var rigtig godt tilfreds med et glas vouvray fra Champalou (68 kroner).

Jo længere vi kom frem i måltidet, jo mere røg pigerne ved sidebordet, og det hele trak lige ind i hovedet på os. Som læseren måske vil vide, registreres det, vi kalder smag, i realiteten af næsen, så når man konstant får blæst røg ind i hovedet, er det eneste man registrerer, smagen af gammelt aksebæger, lige meget hvad man spiser.

Da den ene af pigerne således gik i gang med Prince-pakke nr. 2, var min tålmodighed ved at være brugt op. Jeg satte høfligt en tjener ind i situation og spurgte om ikke vi kunne rykke til et andet bord. Men så kom en person, som jeg går ud fra må have været værten, farende og belærte mig på meget bestemt vis om huset rygepolitik: »Jeg har besluttet mig til, at vi må være voksne nok til selv at vælge om man vil ryge eller ej.«

Mildt sagt ikke nogen videre gennemtænkt udtalelse, for det hele handlede jo netop om at vi ufrivilligt var ved at indtage 30-40 cigaretter, som i øvrigt ødelagde værtens mad og så var vi desuden ikke alle voksne, der var børn i selskabet. Værten var dog hverken til at hugge eller stikke i:

»Vi har 180 mennesker gennem restauranten hver aften og en masse af dem bryder sig ikke om røg. Hvis vi skulle lade folk skifte bord hele tiden, ville det blive rent kaos.«

Velkommen til fabrikken, siger jeg bare. Havde jeg ikke været på job, havde jeg formentlig forladt stedet med det samme, men for at gøre arbejdet færdigt bestilte vi en runde hovedretter.

Jeg fik oksefiletsalat: Kødet, små gennemstegte flager, var sådan set okay, men selve salaten var jeg ikke op at ringe over. Den bestod af en dusk krydderurter, forskellige slags peberfrugt, løg, tomat og salatblade, som på en gang var lidt for knoldede og vandede.

Børnene fik henholdsvis en gang udmærket nudelsuppe med lidt rejer og kylling som fyld og en stegt rødtungefilet, som var glaseret ind en let sødlige sauce med gurkemeje garneret med en salat bestående af dild og babyspinat.

Desserterne på stedet er meget små, så dem blev der også plads til: Vi fik et par tarte tatin'er (omvendt karamelliseret æbletærte), den ene var ok, den anden ikke karamelliseret nok. Kortets créme brûlée var anrettet i et højt glas, hvilket viste sig at være en dårlig idé, eftersom det minimerende den karamelliserede overflade og til gengæld maksimerede mængden af creme, som her mest havde smag og konsistens som let sødet æggestand.

Hvad angår udmålingen af stjerner, så har erfaringen lært mig, at man gør klogest i at gengælde smålighed med storsind, så jeg vælger at se bort fra værtens usympatiske optræden (som i mit eget private regnskab alligevel har kostet ham enhver stjerne). Nøgternt set må vi således taksere den madoplevelse, som lod sig registrere gennem smagen af surt askebæger, til tre stjerner.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse