Dansk landsholdsspiller skal giftes

Det varer ikke længe, før Lukas Lerager skal til at skifte sin forlovelsesring til en vielsesring.

Kun en måned faktisk. Det fortæller den danske landsholdsspillers forlovede, Michelle Lassen, på Instagram.

Den 24-årige blogger bor sammen med Lukas Lerager i Genova, hvor Lerager er udlejet til den lokale klub Genoa fra Bordeaux. Og inden længe skal de to altså gøres til hr. og fru Lerager - eller Lassen.

»Om præcis en måned er jeg gift med denne flotte fyr,« skriver Michelle Lassen på Instagram og tilføjer ord som spændt, utroligt og snart gift til billedet.

Det var sidste år, at Lukas Lerager valgte at fri til sin kæreste på en ferie til Maldiverne. Det beskriver Michelle Lassen selv på sin blog.

»Den anden sidste dag spurgte Lukas, om vi ikke skulle gå en tur på øen. Et resultat af, vi rejste uden for højsæsonen betød, at vi kun var 80 mennesker på hele øen, og der var næsten aldrig et øje at se på de uberørte ”bounty-strande”«, skriver Michelle Lassen og fortsætter.

»Vi traskede afsted i det bløde, kridhvide sand langs vandkanten, og pludselig stoppede Lukas op helt alvorlig. Han havde ”tænkt på noget”, sagde han. Jeg forstod ingenting, ikke før han pludselig faldt på knæ og spurgte mig, om jeg ville giftes med ham.«

Den kommende fru Lerager sagde ja med det samme og fik sin ring på fingeren. Ikke en hvilken som helst ring, men Lukas Leragers afdøde mormors, fortæller hun.

»Det betyder alverdens for mig, at jeg har fået hendes ring, og det er en kærlighedserklæring nok i sig selv, da Lukas var meget tæt med sin mormor,« skriver Michelle Lassen.