Western med humanistisk hjerte

Skuespiller og globetrotter Viggo Mortensen er det følelsesmæssige anker i rørende og flot fransk humanistisk western, der udspiller sig i Algeriet.

Viggo Mortensen er en fornem karakterskuespiller, der i »Flugten til frihed« forsvinder ind i et westernlandskab i Algeriet. Fold sammen
Læs mere

»Flugten til frihed« er baseret på en novelle med titlen »Gæsten« af Albert Camus. Den er kun 13 sider lang og handler om en skolelærer, en algerisk bonde der har dræbt sin fætter og en politimand. I David Oelhoffens film begynder vi da også med politimandens overlevering af bonden til skolelæreren, der bliver bedt om at bringe ham til byen, så han kan få en rettergang.

Franskfødte Oelhoffen har så videreudviklet den korte historie til en længere historie, der kan retfærdiggøre en spillefilm. Vi kommer altså med på en tur gennem landskabet, hvor forholdet mellem skolelæreren (Viggo Mortensen) og bonden (Reda Ketab) udvikler sig. Albert Camus (1913-1960) var en fransk forfatter, der beskæftigede sig med livets store eksistentialistiske spørgsmål, og det er da også nogle af dem, vi kommer i berøring med på sletterne i Algeriet. Skolelæreren tror på det gode i mennesket og vil egentlig helst slippe bonden fri, mens bonden – indimellem i hvert fald – ser ud til helst at ville tage sin straf, selv om et land i opbrud måske kan give ham andre muligheder.

Med skolelærerens jagtgevær bevæger de to sig frem mellem kugleregn fra lokale oprørere og sandkorn og finder en respekt for hinanden. »Flugten til friheden« låner tydeligt fra den amerikanske westernfilmmytologi, og det er dejligt at se den fantastiske genre få en nordafrikansk rusketur. De dramatiske armbevægelser er mindre end i de amerikanske westernfilm, men ikke mindre poetiske eller vedkommende.

Troværdig Mortensen

I midten af filmen bevæger Viggo Mortensen sig af sted som en helt almindelig mand, samtidig med at han bevæger os. Han møder usædvanlige forhindringer, og man fornemmer, at han henter ressourcer fra en fortid som soldat for at stå igennem. Viggo Mortensen taler et formfuldendt fransk, en smule arabisk og endda lidt spansk i »Flugten til frihed«, men mister øjensynligt ikke nogen af sine skuespillerværktøjer af den grund. Mortensen er en karakterskuespiller, der bevæger sig fysisk så realistisk i landskabet, at man tror, han altid har boet der, og man kan samtidig aflæse fortiden og konsekvenserne af begivenhederne i filmen i hans øjne. Han er simpelthen en mand, man altid tror på, uanset om han indimellem skulle risikere at være med i en mindre god film.

Oelhoffens film er humanistisk uden at forfalde til at prædike. Det lyder så kedeligt at sige, at »Flugten til frihed« har potentiale til at gøre verden til et bedre sted at leve med sin humanistiske grundindstilling, men når filmen samtidig beriger os med et flot billedsprog og en lydside af Nick Cave og Warren Ellis, er opbyggelighed og humanisme knap så forudsigeligt, kedeligt og politisk korrekt.

Hvad: »Flugten til frihed«.

Hvem: Instruktør: David Oelhoffen. Medvirkende: Viggo Mortensen, Reda Ketab.

Hvor: Premiere over hele landet.