Theresienstadt var en gennemgangslejr for mange af de europæiske jøder i nazitiden. De blev deporteret til denne tjekkiske fæstningsby, der var omdannet til et ghettofængsel, og derfra blev de fleste transporteret videre til Auschwitz og den næsten sikre død.

Der kom godt 470 danske jøder til Theresienstadt, og med en enkelt undtagelse gik ingen af de danske fanger videre til dødslejrene. Men det betød ikke, at fangerne ikke hver dag frygtede, at det kunne ske, og de levede med denne trussel hver dag.

Om dette drama har instruktørerne Jonathan Jerichow og Carl Otto Dethlefsen skabt en helstøbt og meget bevægende film.

De har udvalgt seks af de overlevende, der fortæller om livet før jødeaktionen i Danmark i oktober 1943, opholdet i Theresienstadt og befrielsen med De hvide Busser. Filmfolkene har bragt de seks, Birgit Krasnik Fischermann, Salle Fischermann, Poul Brandt, Max Gritzman, Ellen Oppenhejm og Josva Aktor til Theresienstadt og lader dem fortælle om lejren.

Den fremgangsmåde er ikke specielt original, og filmens fortællertekst (Sofie Gråbøl) er temmeligt traditionel, men filmen lever i kraft af usædvanligt indtrængende og fine erindringer fra de seks.

Det er lykkedes filmfolkene ikke bare at få vidnerne til at genfortælle i generelle vendinger, men at få dem til at åbne for deres inderste følelser og få de små detaljer med, der gør hele forskellen.

Birgit Krasnik Fischermann fortæller således, hvordan hun blev taget af tyskerne sammen med sin familie og bragt til det tyske skib i Københavns Havn, der skulle føre dem til Tyskland. Det var bitterligt koldt, og Birgit frøs, men bag ved hende stod en anden pige, der rakte hende sin egen hue med prikker. Birgit vendte sig ikke om, men tænkte, hvor sødt det var af hende.

En dag var veninden væk

I Theresienstadt blev Birgit veninde med en tjekkisk pige på samme alder, omkring de fem-seks år, og de legede sammen. En dag opdagede den tjekkiske pige, at hun havde lus og blev klippet skaldet og fik smurt en blålig væske i hovedbunden.

Da Birgit så hende, blev hun rædselsslagen og gav hende huen. Den tjekkiske pige blev meget rørt og sov endda med den på om natten.

En morgen var pigen væk og sammen med hende huen. Birgit søgte desperat efter hende og fik at vide, at hun var blevet sendt til Auschwitz. Den lille fortælling – midt i den store historie – gengiver hele atmosfæren af rædsel og skræk.

Salle Fischermann kom til Theresienstadt med søskende og sin mor. Hans far og en bror flygtede fra nazisterne, men druknede under flugten til Sverige. Han fortæller om den hæslige tur med kreaturvogne gennem Tyskland til Theresienstadt og om, hvordan jøderne ikke talte sammen, men krøb sammen i uvished og rædsel.

Skulle huske hvordan moderen så ud

Alle seks vidner fortæller varmt, indtrængende og bevægende. Josva Aktor beretter om, hvordan han sov på første sal i en bygning, hvor Theresienstadts tyske ledelse til tider holdt møder og røg cigaretter.

Også topnazisten Adolf Eichmann deltog nogle gange i disse møder, siger Aktor i filmen. Når mødet var slut og tyskere havde skoddet deres cigaretter og var gået, listede Josva sig ned i lokalet og samlede skoddene og røg dem.

Han slutter med at sige: »Jeg har nok røget en af Eichmanns cigaretter,« og så peger han op på det værelse, hvor han sov.

Max Gritzman beretter om, hvordan hans far hver aften indskærpede ham at huske, hvordan hans mor, der ikke var blevet taget af tyskerne, så ud, så han aldrig, selv om faderen døde i lejren, ville glemme hende.

Max var heldig. Han kom hjem fra lejren og genfandt sin mor, og han fortæller bevægende, hvordan hendes stemme fra den dag stadig sidder i ham.

51 danske jøder døde i Theresienstadt

Heldigvis koncentrerer filmen sig ikke kun om de danske jøder, men fortæller også om andre jøders skæbne og om de forfærdelige forhold generelt i lejren.

I 1944 besøgte en Røde Kors-delegation lejren for at tilse de danske jøder. Nazisterne havde lagt op til et propagandanummer, hvor delegationen skulle overbevises som, at jøderne havde det fint. Planen var at bruge jøderne som en del af forsøget på at lave en særaftale med Vestmagterne.

Delegationens danske deltagere troede fuldkommen på nazisternes propagandanummer og skrev senere rapporter, hvor de roste tilstanden for jøderne i lejren. Salle Fischermann kommenterer det afdæmpet, men bittert.

Der døde 51 danske jøder i lejren af sult og sygdomme. De overlevende slap aldrig ud af erindringens greb. Filmen »Danske jøder i Hitlers fangenskab« har givet os en gribende beretning fra de seks overlevende.

»Danske jøder i Hitlers Fangenskab« vises tirsdag kl. 20 på DRK, som filmen er produceret til.