Seks stjerner til sansemættet brutalt drama om slaveriet i USAs sydstater

Mesterlige Steve McQueen har med »12 Years a Slave« skabt endnu en fuldstændigt overvældende kompromisløs film, der som et brutalt billeddigt flår tilskuerens sanser og samlinger fra hinanden på allermest tilfredsstillende, følelsesladede og tankevækkende vis.

Man kan kun håbe på Oscars til både filmen, instruktør Steve McQueen og skuespillerne Chiwetel Ejiofor( imidten til højre) og Lupita Nyong’o. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mageløse Steve McQueen fortsætter sin udforskning af mennesker i ekstreme situationer. Efter at have besøgt sultestrejkende Bobby Sands i »Hunger« og sexafhængige Brandon i »Shame« er turen nu kommet til slaveriet i de amerikanske sydstater.

»Twelve Years a Slave« bygger på bogen af samme navn, skrevet af Solomon Northup i 1853. Afroamerikanske Northup levede et godt liv som fri mand med kone og to børn i New York, da han under en rejse til Washington blev kidnappet og solgt som slave i New Orleans.

De næste 12 år arbejdede han under forskellige slaveejere og oplevede på sin egen krop, hvad det vil sige at være et menneske frarøvet navn, rettigheder og i sidste ende menneskelighed.

Steve McQueen, der oprindeligt er billedkunstner, er en fantastisk billedskaber. Hans indstillinger nærmest ædes op af fortættede stemninger; som da slaverne transporteres mod deres skæbne om bord på en hjuldamper, og kameraet kryber helt ind i hjulet, der pisker bølgerne ind over os, så det føles, som om også vi ude i biografmørket skal drukne.

Eller når han maler Louisianas sumpe så åndeløst smukke, at de kommer til at fremstå som en nærmest uvirkelig mareridtskulisse for de grusomme hændelser. Vi lugter det metallisk levrede blod, når pisken snerter over rygstykker og smager salt sved i sukkermarken.

Og netop sanseligheden gør, at vi sidder pivåbne over for den forfærdelige historie, der er fortalt med så megen menneskelighed, som en så umenneskelig historie på nogen måde kan indeholde. Sjældent har slaveriets gru stået så klart og tydeligt som her, og enkelte scener er umulige at fjerne fra nethinden.

Ikke mindst takket være fantastisk skuespil over hele linien, selv om co-producer Brad Pitt nok skulle have undladt at give sig selv en birolle, der nok er vigtig, men også så lille, at det kommer til at virke forstyrrende at se et så kendt ansigt spille den.

Fællesnævneren gennem alle Steve McQueens film er fabelagtige Michael Fassbender, hvis intensitet passer perfekt til McQueens forkærlighed for mænd, der går i stykker for øjnene af os.

Her er Fassbender dog henvist til en mindre, men vigtig rolle som psykopatisk slaveejer med problemer med alkohol og en jaloux kone.

Hovedrollen som Solomon Northup spilles af Chiwetel Ejiofor, der brød igennem i Steven Frears »Dirty Pretty Things«, men aldrig helt har fået den anerkendelse, som han med denne præstation endegyldigt viser, at han fortjener. Forhåbentlig får han en Oscar 2. marts.

Solomon er i overlevelsens navn tvunget til at bøje nakken og holde sine følelser og sande identitet tilbage, men vi ser dem alligevel i hvert et vrid med nakken, hver en sitrende rygmuskel. Det er meget fornemt spil.

»12 Years a Slave« er et dokument over en æra, der aldrig må glemmes. Et dokument over menneskelig ondskab og overlevelsesinstinkter. Et dokument over kærligheden. Og et sansemæssigt bombardement af smerte og skønhed, der efterlader dig sønderbanket på den allerfineste vis.

Hvad: »12 Years a Slave«.

Hvem: Instruktør Steve McQueen. Medvirkende: Chiwitel Eijofor, Michael Fassbender.

Hvor: Premiere over hele landet.