Stjerneskuespillere kan ikke redde den ubehagelige "The Counselor"

Hverken Cameron, Bratt Pitt m.fl. i samme liga og flotte billeder kan ikke forhindre, at Ridley Scotts »The Counselor« drukner i at ville være både mystisk og brutal.

Selv ikke navne som Brad Pitt og Michael Fassbender kan redde filmen. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michael Fassbender, Javier Bardem, Brad Pitt, Penelope Cruz, Cameron Diaz ... det skorter ikke på star power i Ridley Scotts »The Counselor«, der er den 80-årige forfatter Cormac »No Country for Old Men« McCarthys debut som manuskriptforfatter. Det er desværre bare ikke nok.

En velestimeret advokat, i filmen kun kendt som The Counselor (Fassbender), er røget i økonomisk uføre og har nu indladt sig på en narkotikahandel, der skal redde hans økonomi, så han kan blive gift med kæresten Laura (Cruz). Men trods advarsler fra hans lyssky forretningspartnere Reiner (Bardem) og Westray (Pitt) ser advokaten ikke de mange røde flag, der blafrer lige foran ham, før det er alt for sent, og det, der skulle have været en lys fremtid, er med et slag forvandlet til noget ganske andet.

»The Counselor« er Cormac McCarthys debut som manuskriptforfatter, og selv om man kan mærke hans særlige moralske mørke og desillusion, må man også erkende, at fordi man er en blændende romanforfatter, er man ikke nødvendigvis en lige så blændende manuskriptforfatter.

»The Counselor« er befolket af karakterer, der virker som postulater, fordi vi aldrig for alvor lærer dem og deres motiver at kende samt uendelige monologer om moral, filosofi og verdens og menneskehedens håbløse tilstand, der får handlingen til at humpe fremad, akkompagneret af et symbollag, der er mindst et par tommer for tykt.

Som Reiners iskolde kæreste Malkina (Cameron Diaz), der holder geparder som kæledyr, fordi hun elsker at se dem jage uskyldige byttedyr (som Malkina ønsker at jage uskyldige Laura).

Scott og McCarthy leger med ideen om, at alle har noget at skjule, og at verden er for grim til, at skønhed og godhed kan overleve. Den eneste vej frem er derfor ud over fortabelsens kulsorte afgrund. Den håbløse stemning tilsat rigelig mængder eksplicit vold – hovederne ruller i bogstaveligste forstand filmen igennem – gør »The Counselor« til en ubehagelig filmoplevelse, der desværre også er for rodet og ligegyldig til at efterlade andet end netop det; en følelse af ubehag.

Hvad: »The Counselor«.

Hvem: Instruktør: Ridley Scott. Medvirkende: Michael Fassbender, Penelope Cruz m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet.