Kaotisk kattekomik

Den bestøvlede kat, kendt fra »Shrek«-filmene, er som karakter et underholdende bekendtskab; forfængelige, forfløjen, men også både sjov og charmerende. Hvilket man desværre kun delvis kan sige om filmen af samme navn.

Altid klar med kårde og en kæk bemærkning. Den bestøvlede kat er i sig selv en underholdende karakter, der havde fortjent en mere helstøbt begyndelse på sit solo-eventyr. Fold sammen
Læs mere

Den kårdesvingende bestøvlede Kat var lige ved at stjæle billedet fra Shrek, da han blev introduceret i »Shrek 2«, og det virker derfor naturligt, at han nu får lov at udfolde sin uforfærdede charme i sin egen film. Til gengæld kan det undre, at historien virker så ugennemarbejdet som tilfældet er, når nu man har en så herlig karakter med både vid, bid og komisk potentiale (selv om man i den danske version savner Antonio Banderas’ uforlignelige stemme).

Trods flere finurlige og fornøjelige optrin, fremstår helheden som en rodet og unødvendigt sentimental fortælling om Kats barndom på børnehjem, hvor han mødte ægget Klumpe Alexander Dumpe, som han blev bedste venner med. Men Klumpe forrådte Kat og sendte ham på flugt fra lovens lange arm. Nu krydses deres veje igen, takket være en forførende - og tyvagtig - hunkat ved navn Kitty Fløjlspote.

Kat og Klumpe genopliver deres barndoms drøm om den magiske bønnestage, der kan føre dem til Kæmpens Slot i skyerne, hvor gåsen, der lægger guldæg, bor. Hvis de finder den, kan de både blive rige og rense Kats navn.

Altså en skønsom blanding af eventyrreferencer og børnerim, tilsat en romance og et solidt strejf spaghetti-western. Et eller andet sted lurer en morale om skyld og tilgivelse, men den fortaber sig lidt i det generelle kaos af historietråde.

Rent teknisk er »Den bestøvlede kat« derimod fremragende. 3D-effekterne giver flot dybdevirkning, ikke mindst i jagtscenerne og en forrygende danseduel mellem Kat og Kitty, og »Den bestøvlede kat« er generelt set en visuel nydelse, med klare lysende farver. Desto mere ærgerligt er det, at der langtfra er lagt samme omhu i manuskriptet, der ville have nydt godt af en gennemskrivning - eller tre. Måske det lykkes for den næste film, der efter sigende allerede er på tegnebrættet.