Vi er godt firs år ude i fremtiden. Mennesker og vægge er klædt i sterilt hvidt, men at dømme ud fra den venlige doktor, der taler terapeutisk med vor hovedperson, den 120-årige Nemo Nobody, er heldækkende ansigtstatoveringer topmoderne i 2092.
I et forsøg på at få den næsten senile Nemo til at huske sin livshistorie, bringes han i hypnose af doktoren. Da viser det sig noget forvirrende, at Nemo (spillet af Jared Leto) kan huske hele tre liv, der hver især er kendetegnet ved hans giftermål med tre forskellige kvinder. Sammen med Jean lever Nemo et kedsommeligt velhaverliv, og sammen med Elise forsøger han at holde sammen på et familieliv, der domineres af Elises maniodepressive lidelse. Kun sammen med Anna synes det hele at gå nogenlunde op, bortset fra, at Anna er Nemos stedsøster. I et af livene er han amatørforfatter, hvis science fiction-historier synes at bringe forfatteren selv ud i fremtiden - men en anden fremtid end den 120-åriges.
Mange sanseindtryk
Den franske instruktør Jaco Van Dormael har begået en engelsksproget film, der ikke ligner sit hjemlands socialrealistiske snakkefilm i så meget som et sekund. Faktisk lader han demonstrativt én af sine karakterer sammenligne et kedeligt liv med »en fransk film, hvor der ikke sker ret meget«.
Til gengæld sker der næsten for meget i Van Dormaels film. Hver eneste scene er en overdådighed af sanseindtryk, hvad enten det drejer sig om hvirvlende kameraføring, smarte snydebilleder, hvor scener viser sig at være noget andet, end det man tror, vibrerende primærfarver og et vellystigt lydspor, der gynger af alt fra Buddy Holly til The Pixies.
Det er imponerende, selv om øjet mættes og til sidst trættes af Van Dormaels kalejdoskop. Handlingens glidende spring mellem fortid, nutid og fremtid er lånt fra Kurt Vonneguts »Slagtehus 5«, mens grundtesen, om at ethvert valg i livet rummer myriader af divergerende muligheder, er godt i tråd med nutidens på samme måde fantaserende Hollywood-film. En mere fatalistisk filosofi om, at alle valg fører os til nogenlunde det samme sted, ligger denne type film fjernt. Men en gang imellem bør man også ha lov til at vælge fantasien.
