I løbet af filmens fem første minutter får Far to gange en lagkage i ansigtet. Så er bunden ligesom lagt.
Mens handlingen trasker videre, kan man så sidde og overveje, om ordet harmløs mest er positivt eller negativt. I hvert tilfælde er der tale om det mest venlige ord i en beskrivelse af »Far til Fire - på japansk«, der er den fjerde i den nye række fantasifattige folkefilm om den morløse familie med den ofte forfjamskede far og de stedse kække og kvikke børn.
Ligesom i de oprindelige film fra 1950erne skinner solen altid i de nye, og der er intet nyt under den, selv om man forsøger sig med forsigtige opdateringer. I bund og grund er der dog tale om anakronistiske drømme om en lysfyldt verden, hvor der ikke findes større trusler end unge lømler, som sælger cigaretter til de andre elever i skolen. Lige en sag for Lille Per, der nu bare hedder Per, og hans nye ven Shin fra den japanske familie, som bukkende er flyttet ind i nabohuset.
De høflige, men naturligvis fremmedartede japanere (som heldigvis taler dansk) giver selvklart anledning til komiske kultursammenstød, for Far og hans fjernøstlige pendant er lige stædige, men man ser jo film som denne i døsig forvisning om, at alle bliver glade og gode venner til sidst.
Rigtig sjovt bliver det desværre ikke. Claus Bjerre er ikke landets mest behændige instruktør, og den nye films manuskript er formentlig skrevet af en forfatter, der alligevel ikke havde andet at lave en torsdag aften mellem kl. 20 og 21. Resultatet er simpelthen ikke af en kvalitet, som danske børn (og deres forældre) kan være tjent med.
De medvirkende er søde og sympatiske - bortset fra Jess Ingerslev, hvis overgearede revynummer som Onkel Anders er trættende - og filmen er lige ved at blive underholdende i en sekvens i Zoologisk Have, hvor stakkels Mie må reddes fra løverne. Derudover kan siges, at der ikke er én eneste dråbe ondt blod i denne flinke film, og at den kun er halvt så lang som James Camerons »Avatar«. Selv om den føles længere.
