Amerikansk film er også andet end Hollywood, og »Cyrus« er et glimrende eksempel på, at der i USA produceres intime, psykologiske kammerspil af en art, som man fristes til at kalde typisk europæisk. Eller endda typisk dansk, hvis man virkelig vil være patriotisk.
Jay og Mark Duplass' film handler om den snart midaldrende John, der siden sin skilsmisse for syv år siden har haft svært ved at finde fodfæste i tilværelsen. Han tumler rundt som en fugl uden vinger, men så møder han ved en fest den smukke Molly, der - nærmest mirakuløst, synes man, men sådan er det jo med forelskelser - fatter sympati for den akavede mand og endda tilbringer natten sammen med ham. Til glæde for dem begge.
Kvæstede følelser
Nu tegner fremtiden omsider lyst for den godmodige John, men der viser sig at være en slange i paradiset, for Molly har en hjemmeboende søn, den overvægtige Cyrus på 21 år, og hans forhold til moderen er så nært, som det overhovedet kan blive uden at være direkte incestuøst. Ergo agter Cyrus ikke frivilligt at overlade Molly til hendes nye kæreste, så i al stilhed udvikler sig en regulær krig mellem de to umage rivaler.
Mere røber vi ikke, for man er virkelig spændt på, hvordan handlingen udvikler sig i denne originale film, der ikke opererer med helte og skurke, men med mere eller mindre kvæstede følelser. »Cyrus« rummer stor ømhed, men også klog humor, der blandt andet forvaltes af den uforlignelige Catherine Keener som Johns ekskone og emotionelle rådgiver.
Hvad gør en mand, der er forelsket i en kvinde, som elsker sin søn, der hader manden? Det er et godt emne, og den evige birolleskuespiller John C. Reilly er et godt valg til hovedrollen som den kluntede, men sympatiske John, hvis følelser man sagtens kan følge, eftersom den sødmefulde og sexede og sårbare Molly spilles af Marisa Tomei, der er en af de skønneste skabninger på Guds grønne jord.
Hurra for hende og for »Cyrus«, der er beskeden i det ydre format og dermed en lille film, som det er en stor glæde at se.
