Kunstnerisk er problemet med film om præsident Nelson Mandela, at de nemt bliver belærende, opbyggelige og lidt svulstige, fordi hovedpersonen er så ædel og nobel en idealist, der bestandigt formulerer sig i humanistiske visdomsord.
Det tyngede Bille Augusts »Goodbye Bafana« og præger også Clint Eastwoods »Invictus«, men på den anden side er den prægtige Morgan Freeman skabt til at spille Mandela, og historien er både sand og god - for at forene hvide og sorte i Sydafrika får Mandela skabt fælles national opbakning til landets rugbyhold under VM på hjemmebane i 1995, og skønt holdet absolut ikke hører til favoritterne, kan man nok gætte, hvordan det ender. Netop forudsigeligheden er en afgørende svaghed i »Invictus«, der ikke er så stærk som Clint Eastwoods foregående håndfuld film, og som nemt kan beskyldes for at være både banal og sentimental. Men når anmelderen sad med bevægede tårer i øjnene under en betragtelig del af filmen, er der grænser for, hvor meget han anstændigvis kan kritisere den.
