Cannes-vinder skuffer med »Vintersøvn«

Selv om Nuri Bilge Ceylans »Vintersøvn« vandt Den gyldne palme i Cannes, er det ikke hans bedste film.

Med »Vintersøvn« har Nuri Bilge Ceylan med sikkerhed lavet sin mest ambitiøse film. De tre timer og et kvarter – godt og vel endda – på den anatolske højslette med non-stop dialog har formentlig fyldt omkring 200 sider i manuskriptform.

Så lang en film kræver blot noget mere rent visuelt, end »Vintersøvn« til syvende og sidst leverer.

Jeg skal nok få kritikerintelligentsiaen på nakken for ikke at råbe mesterværk, men der skal altså flere gearskifter, mere temperament og mere kompromisløs redigering til, hvis man skal helt op i den ende af skalaen.

Filmen handler om Aydin, der er tidligere skuespiller, men som nu ernærer sig ved at skrive klummer for den lokale avis, mens han forsøger at tage sig sammen til at skrive en bog om tyrkisk teaters historie.

»Nok er mit kongedømme lille, men her hersker jeg,« lyder det i filmen, og der er noget Shakespeare over bemærkningen, der falder på Hotel Othello, som Aydin også ejer. Shakespeare er ikke den eneste teaterreference. Også Tjekhov trænger sig på.

Ordene kommer tyktflydende ud af munden på de medvirkende i takt med, at vi får et mere og mere nuanceret indblik i dynamikken omkring midaldrende Aydin. Hans søster og hans unge hustru er for eksempel ikke så fornøjede, som de ser ud til at være til at begynde med, så dramaet stiger som tårerne i deres øjne.

Selv om skuespillerne alle leverer meget nuancerede præstationer, er det sammenlagt set svært at blive berørt af de kuldslåede skæbner. Lad mig tilføje, at jeg, for at være helt sikker i mit standpunkt, har set »Vintersøvn« to gange.

Det er og bliver en meget ambitiøs og ofte god film. Ceylans film er ærefrygtindgydende ambitiøs, men den er mere en grandios stiløvelse kemisk renset for varme end det mesterværk, man kan næres af.

Alle ture i biografen skal bestemt ikke være feel good og sjov og ballade og i kølvandet på sine ambitioner og med sit smalle sigte, får Ceylan måske nok jordklodens lille enklave af cinefile entusiaster og nogle teaterarkæologer til at heppe. Men ikke ret mange andre.

Hvad: »Vintersøvn«. Hvem: Instruktør: Nuri Bilge Ceylan. Medvirkende: Haluk Bilginer, Melisa Sözen, Dermet Akbag. Hvor: Premiere i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding og Ebeltoft.

Shakespeare på den anatolske højslette og meget mere til i »Vintersøvn«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere