Når filmen er hvid, er alting godt

Så længe, der har eksisteret film, har filmbranchen castet hvide skuespillere til ikke-hvide roller. 25. december får Ridley Scotts store bibelske drama »Exodus: Gods and Kings« premiere, med Christian Bale i hovedrollen som israelitten Moses. Dét har sat gang i en boykot-kampagne mod filmen på internettet.

Castet af Christian Bale som isralitten Moses og den nybyggede »vestlige« sfinx har sendt Ridley Scotts biografaktuelle storfilm »Exodus: Gods and Kins« ud i et stormvejr på de sociale medier. Foto: Twentieth Century Fox Fold sammen
Læs mere

Hvad har den ægyptiske dronning Kleopatra tilfælles med den persiske computerspilsfigur Dastan fra »Prince of Persia« og den mongolske hersker Djengis Khan?

Jo, ser du, i filmens verden er de alle hvide. Hvide som Hollywood.

Fænomenet er ældre end filmmediet selv. I dag hedder det »hvidvaskning« eller »racebending« – begge udtryk, der dækker over, at en hvid skuespiller besætter en rolle, der egentlig er tiltænkt en ikke-hvid skuespiller. Kritikerne kalder det racistisk, forsvarerne kalder det praktisk. Bundlinjen er, at det lever i bedste velgående i Hollywood den dag i dag.

Lige nu bliver fænomenet kritiseret heftigt på de sociale medier – med den snart biografaktuelle »Exodus: Gods and Kings«, instrueret af Ridley Scott, som kilde til forargelsen. Den verdensberømte amerikanske filmskaber har nemlig med sin storfilm, som er baseret på bibelhistorien om Moses og israelitternes udvandring fra Egypten, sammensat et cast, der allerede i sommer, længe inden filmens premiere, formåede at sætte gang i en regulær Twitter-storm under hashtagget #boycottexodusmovie.

Årsagen til forargelsen er enkel og afslører sig selv ved et enkelt kig på rollelisten:

Faraoen Ramses bliver spillet af Joe Edgerton, Zipporah, Moses kone, spilles af Maria Valverde og Moses, han bliver spillet af Hollywoodstjernen Christian Bale, hvis hudfarve umiddelbart virker mere naturlig i den natmørke fiktionsby Gotham City end under den bagende sol i Egypten. Først når man når ned til birollerne og statisterne, dukker nordafrikanske og mellemøstlige skuespillere frem på rollelisten.

»Jeg kan ikke lave en film med dette budget, hvor jeg er nødt til at være afhængig af skattelettelser i Spanien, eller hvor hovedrollen skal spilles af Mohammed et-eller-andet fra der-og-der,« forsvarer Scott sig i et portræt i det amerikanske magasin Variety.

»Så kommer jeg i hvert fald ikke til at få finansieret filmen. Så tanken (at få en mellemøstlig skuespiller til at spille Moses, red.) dukkede ikke engang op,« tilføjer han.

Pengene styrer

Netop det økonomiske aspekt er et klassisk argument for at anvende hvide skuespillere i stedet for farvede, fortæller Steen Ledet Christiansen, lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

»Der er to primære årsager til at gøre det her. Den ene er økonomisk, og den anden er det, man kalder »institutionel racisme«. Den institutionelle racisme handler om, at der er en underliggende racistisk logik i filmbranchen, og at man, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved den, bare gør, som man altid har gjort. På den måde kommer man, måske ufrivilligt, til at fastholde nogle racistiske mønstre fra gamle dage. Den økonomiske årsag handler om, at Hollywood ved, hvordan de skal sælge en Ridley Scott-film, og at de ved, hvordan de skal sælge en Christian Bale-film. Men de er bange for, hvad der vil ske, hvis de begynder at tage mindre kendte ikke-hvide skuespillere ind,« siger han.

Steen Ledet Christiansen understreger, at Ridley Scott formentlig har ret i, at støtten fra produktionsselskaberne ville være udeblevet, hvis han havde valgt en ukendt mellemøstlig skuespiller til rollen som Moses.

»De amerikanske filmselskaber er enormt konservative. De gør ting, de tror på virker. Og de tror primært på to ting: At hvis Christian Bale har været med i en film før, der har tjent masser af penge, så kan han gøre det igen. Og at deres kernepublikum er hvide mellem 20 og 27 år,« siger han.

Blackfaces og hvidvaskning

Historien om hvidvaskning af filmkarakterer tager sin begyndelse, længe før der egentlig fandtes film, fortæller Steen Ledet Christiansen:

»Det går meget langt tilbage, men kan spores direkte til de markedsgøglere i USA, der optrådte i »blackfaces«. Det vil sige, at man malede sig sort i hovedet med skosværte for at optræde som afroamerikaner. Det var jo voldsomme karikaturer, og på den måde har fænomenet en helt klar racistisk baggrund i en tid, hvor sorte var slaver, og hvor man fandt det naturligt at gøre nar af dem. Og fænomenet fulgte herefter med til Hollywood, hvor man også begyndte at bruge de sortmalede hvide skuespillere til dramaer og ikke bare som spøg.«

Et klassisk eksempel på et Hollywood-blackface er »Othello« fra 1965, hvor Lawrence Olivier indsmurt i brun farve spiller Shakespeares berømte sorte karakter Othello fra tragedien af samme navn.

»Helt i begyndelsen var der nok et element af, at »det må de hvide hellere tage sig af«. Lidt ligesom at Shakespeares stykker oprindeligt blev spillet af mænd i drag,« siger han.

Senere blev det normalt at lade farvede skuespillere spille rollerne, når filmene direkte berørte »farvet kultur« som for eksempel i film som »12 Years A Slave«, forklarer Steen Ledet Christiansen.

Handler filmen imidlertid ikke om racetematikker eller kultur, der knytter sig særligt til bestemte folkeslag, vil talerollerne oftest være besat af hvide. Det viser en undersøgelse fra University of California fra 2013, som har opgjort, at 76 procent af alle talende karakterer blandt de 100 bedst sælgende film i 2012 var hvide. Tendensen er stort set uændret, hvis man ser på de seneste fem år.

Der findes talrige moderne eksempler på film, hvor en ikke-hvid karakter bliver spillet af en hvid skuespiller: I »A Mighty Heart« fra 2007 spiller en godt sminket Angelina Jolie den franske journalist Mariane Pearl, der er af cubansk-kinesisk-afrikansk afstamning, og i Nicholas Winding Refns »Drive« er Carey Mulligans karakter, som i bogforlægget er af latinamerikansk afstamning og hedder »Irina«, blevet til blonde Irene.

Det er et problem, mener flere filmbloggere, der fremhæver, at man i stedet bør give andre skuespillertyper en chance. Matthew Geoffino fra bloggen Filmonic.com skriver for eksempel om castingen af Mulligan i »Drive: »Jeg synes, at det er beklageligt at både castingchefen og Winding Refn ikke kiggede mere efter (en latinamerikansk skuespiller, red.) eller endda kiggede efter en ukendt, for denne type rolle kunne have været et breakthrough for en ukendt latinamerikansk skuespiller, hvis den ikke var blevet omskrevet.«

Winding Refn har selv udtalt, at han ikke kunne finde en skuespiller til audition, som han klikkede med personligt, og at det var tilfældigt, at han faldt over Carey Mulligan til rollen.

Politisk korrekt publikum

Flere film baseret på bibelhistorier har mødt samme kritik. Det gælder for eksempel storfilmen »Noah«, der havde premiere i år med Russell Crowe og Jennifer Connelly i rollerne som Noah og hans kone Naameh.

Kritikken af »Exodus: Gods and Kings« begyndte allerede i sommer, hvor billeder af en nybygget sfinx med vestlige træk, der skulle bruges som filmkulisse, blev spredt på de sociale medier.

På Twitter og Facebook begyndte store brugergrupper herefter at opfordre andre brugere på de verdensomspændende sociale netværk til at boycotte »Exodus: Gods and Kings« i protest mod hvidvaskede film. En bruger sammenligner Ridley Scotts cast af Christian Bale som Moses med at give Nicky Minaj rollen som dronning Victoria.

Publikum er generelt blevet mere opmærksomme på den politiske korrekthed i film, fortæller Steen Ledet Christiansen.

»Der kommer flere og flere film og serier, hvor der rent faktisk bliver gjort noget for at gøre op med Hollywoods hvidvaskning. TV-serier som »The Wire« og »Orange is the New Black« blev jo enormt populære og havde samtidig en mere politisk korrekt racepolitik med sorte skuespillere, som var castet i andre roller end småroller eller skurkeroller. Det skaber en skærende kontrast til Hollywoods hvidvaskning, og argumentet »vi kunne ikke finde en farvet skuespiller til rollen«, begynder at klinge lidt hult i manges øre.«

»Exodus: Gods and Kings« har premiere i Danmark 25. december.