Minaj blotter mere end bare baller

Den røvfagre provo Nicki Minaj skruer på sit glimrende tredje album ned for den kulørte tegneseriestil og søger i steder mod et mere ærligt udtryk med større fokus på hendes evner som rapper.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For den store brede offentlighed er hun vel efterhånden mere kendt for sin overdimensionerede bagdel end for sin musik. I den seneste tids eksplosion af røv-fikseret amerikansk popmusik står Nicki Minajs »Anaconda«-musikvideo nok som den vildeste af dem alle: Mere vanvittig, mere vovet og langt mere fantasifuld.

Men har man fulgt bare en smule med i newyorker-rapperens karriere bør det ikke komme som den store overraskelse. Minaj har lige fra starten af været totalt over the top. Da hun brød igennem med »Pink Friday« (2010) og »Pink Friday – Roman Reloaded« (2012) var det med et tegneserieagtigt image, der rent musikalsk bød på en hidsigt opkørt dance-pop med gakkede alter egoer og stilmæssigt tog sig ud som et syndigt clash mellem neonfarvet pop art a la Jeff Koons, store Dolly Parton-parykker og japansk manga-æstetik.

Hun larmede kort sagt på alle parametre. Og det gjorde det selvsagt svært at fornemme, hvem Nicki Minaj egentlig var inde bag al den selvlysende krigsmaling. Men i forbindelse med udrulningen af sit nye album, »The Pinkprint«, har hun altså valgt at smide de kulørte klude og i stedet optræde næsten uden en trevl på kroppen. Et træk, der ligner et vink med en vognstang om, at hun nu er klar til at vise mere af sig selv.

Og ja, man kan selvfølgelig argumentere for, at hendes fyldige baller og store barm bare er en ny form for larmende påklædning, men lytter man til »The Pinkprint« står det hurtigt klart, at Minaj faktisk har taget et kvantespring frem rent musikalsk; mod en langt mere, ehm, nøgen, interessant og minimalistisk hiphop-lyd, der får hende til at fremstå mere som en kvindelig pendant til Drakes følsomme badboy-persona end som Lady Gagas gaga-kusine på syre.

En rapper i sit es

Allerede på åbneren, »All Things Go«, har man følelsen af at komme tættere på end nogensinde, når Minaj bl.a. rapper om, hvordan hendes berømmelse skaber en sørgelig distance til hendes nærmeste familie, og på de efterfølgende kærlighedssange »I Lied« og »The Crying Game« viser hun sine mere usikre sider frem over nogle sugende 808-beats. Og synger samtidig med en overbevisende følelsesmæssig tyngde.

Men så er det også slut med at være følsom. I stedet trækker hun i stiletterne, strammer corsagen og giver sin kvindelige badboy frit spil på højdepunkter som f.eks. »Want Some More« og Beyoncé-duetten »Feeling Myself«, hvor Nicki excellerer i klassisk blærerøvsrap og territorialafpisning.

Budskabet er klart: Nicki er den mest sexede, den mest glamourøse, den rigeste, den mest magtfulde og den bedste rapper. Og hun har da bestemt også noget at have det i. For når hun f.eks. rapper om at være den bedste kvindelige rapper, så beviser hun det samtidig med sine konstant formskiftende flows, benhård diktion og en overflod af mindeværdige one-liners og enderim. Og med et beskidt vokabularium, der normalt kun høres hos de mest åbenmundede mandlige rappere.

Sex er magt

Ligesom hos en anden af tidens store kvindelige stjerner, Beyoncé, er sex for Minaj lig med magt. Og at hendes store røv og svulmende bryster er statussymboler underbygges med al tydelighed på det tredje højdepunkt, »Only«, hvor de tre mandlige megastjerner Drake, Lil’ Wayne og Chris Brown alle rapper underdanigt om, hvor meget de forguder Minajs voluminøse kurver.

Det er på disse mere hiphop-lænende tracks, at Minaj er allerbedst. Det er her hendes evner bag mikrofonen for alvor skinner igennem. For når hun hen mod slutningen igen skruer op for den polerede pop og ned for den attitudetunge og underholdende hiphop, får det hende til at falde lidt for meget i med mængden.

Lige så endestående hun er som rapper, ligeså generisk kan hun nemlig være som sanger på sange som »The Night Is Still Young« og »Pills N Potions«, der er udmærkede popnumre, men desværre ender med at lyde mere som henholdsvis Taylor Swift og Rihanna i det følsomme hjørne.

Det ændrer dog ikke på det overordnede indtryk af, at Nicki Minaj med »The Pinkprint« endelig har formået at skrælle alle de unødvendige lag væk og finde inde til kernen i sit udtryk. Det er stadig ret tosset og totalt over the top. Men nu kan man i det mindste fornemme konturerne af den skøre kvinde bag de mange masker.

Hvem: Nicki Minaj.

Hvad: »The Pinkprint«, Universal.