Beavis og Buttheads fars nye serie om nuller og ettaller er kærlig satire

»Silicon Valley« kaster et satirisk blik på et computermekka, hvor alle computernørder drømmer om at blive den næste Steve Jobs.

Mike Judge (i midten) under optagelserne til "Silicon Valley". Foto: HBO Nordic Fold sammen
Læs mere

Jo, vi ved godt, at han var en ener, og at han har været med til at revolutionere hele den måde, vi bruger computere og elektroniske medier på. Men alligevel var der noget ufrivilligt morsomt og lidt selvhøjtideligt over Apple-grundlæggeren Steve Jobs, når han tonede frem, altid iført rullekravetrøje og med den ene hånd uudgrundeligt placeret under hagen.

Sådan synes Mike Judge – der tidligere blandt andet har stået bag den tegnede TV-serie »Beavis and Butthead«, og som i 1980erne en overgang arbejdede som ingeniør i det amerikanske computermekka Silicon Valley – at have tænkt, da han fik HBO med på at lave en lille komedieserie med netop titlen »Silicon Valley«.

Nørdernes paradis

Her kastes et kærligt, men også satirisk grovkornet blik på hierarkierne, magtspillene og den almindelige hverdag i nørdernes paradis. Serien – der foreløbig er på otte afsnit á 30 minutter – drejer om den introverte programmør Richard (Thomas Middleditch), der bor sammen med en gruppe ganske forskellige, men alle socialt handicappede, programmører på et såkaldt »Hacker Hostel«, drevet af den storskrydende Erlich (T.J. Miller). Her arbejder de på at udvikle det computerprogram, der kan sikre dem succes, og Richard, der har skrevet en ny komprimerings-algoritme, finder sig pludselig ombejlet af to af byens computermilliardærer, som begge vil have fingre i opdagelsen.

Binær tilgang

»Silicon Valley« lever i satiren over computermiljøet, hvor omgivelserne er som taget ud af Googles hovedkvarter med Fatboys, el-biler og Segwayer, hvor alle drømmer om at blive den nye Steve Jobs, og hvor de nørder, der ér blevet milliardærer, har bibeholdt deres kiksede smag, men tillagt sig excen­triske vaner og omgivet sig med ja-sigere og spirituelle rådgivere, der er med til at booste deres selvforståelse. Hertil kommer den sorte komik, der opstår i forholdet mellem Richard og hans venner, hvor de forskellige typer af computernørder er skåret ganske præcist, og dialogen er præget af Mike Judges sikre sans for sarkastisk og til tider grænseoverskridende drengerøvshumor.

Det bliver lige vel binært i al sin nørdede testosteron, men »Silicon Valley« er ganske stilrent eksekveret og veltimet i sin satire. Lægger vi hertil den sympatiske spilletid, bliver serien et fint afbræk fra iPadens evindelige strøm af e-mails og Facebook-opdateringer.

Hvad: »Silicon Valley«.

Hvem: Skabt af: Mike Judge. Medvirkende: Thomas Middletich, T.J. Miller, Christopher Evan Welch m.fl.

Hvor: HBO Nordic og C More.