Mit kongerige for en drage

HBOs populære fantasy-serie »Game of Thrones« – med danske Nikolaj Coster-Waldau på rolelisten – er tilbage med en ganske forrygende start på fjerde sæson, der imponerer både på produktionssiden og i eksekveringen af den efterhånden meget omfangsrige handling.

Der er netop blevet rejst en sag mod den populære og ulovlige streamingtjeneste Popcorn Time, der gratis lader brugerne se de nyeste film og TV-serier. Nikolaj Coster-Waldau spiller den kyniske Jaime Lannister i "Game of Thrones", der er en af de mest piratkopierede serier i verden. Foto: HBO Nordic Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det, den stort anlagte fantasy TV-serie »Game of Thrones« kan? Jo, her er sex, sværdkampe, intriger, heltemod, ondskab, manipulation, bedrag og nu også fuldvoksne, computerskabte drager – og det i sig selv er svært ikke at blive revet med af. Men først og fremmest er bedriften, at serien formår at præsentere en vidt forgrenet, men alligevel fuldstændig sammenhængende episk fortælling, der langsomt rulles op som et sindrigt bundet garnnøgle.

Hvad: »Game of Thrones« sæson fire.
Hvem: Serien er skabt af: David Benioff og D.B. Weiss. Medvirkende: Peter Dinklage, Emilia Clarke, Kit Harrington, Charles Dance, Nikolaj Coster-Waldau, m.fl.
Hvor: Første afsnit får premiere på streamingtjenesten HBO Nordic og betalingskanalen C More søndag 7. april.

Det er lidt ligesom, da man som barn fik læst op af bøger som »Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige«, »Tusind og én nat« og »Ben-Hur« – det var en langsommelig affære, men aften efter aften åbnede fars eller mors stemme døren ind til forunderlige eventyr og fremmede verdener. Senere læste man selv, »Ringenes Herre«, »Narnia«-bøgerne og masser af klassiske eventyrromaner, og igen opstod den kildrende fornemmelse af over lang tid at investere sig selv i et enormt, eventyrligt univers.

Ja, det bliver nærmest en form for sindstilstand at følge med i en serie som »Game of Thrones«, der med sine hundredvis af personer og en række forskellige handlingstråde, er som et Bayeux-tapet, man går på opdagelse i, og hvor universet rumsterer i baghovedet i tiden mellem de nye afsnit.

Og det har så absolut rumsteret, siden vi i juni sidste år forlod det fiktive kontinent Westeros efter en sindsoprivende afslutning på sæson tre. »Game of Thrones« har en overordnet strategi om glide derudaf i et relativt sindrigt fortælletempo for pludselig at eksplodere i overraskende og chokerende drejninger i plottet, hvor hovedpersoner, som vi er kommet til at holde af, eksempelvis afgår ved døden på ganske bestialsk vis.

Således også i sæson tre, der endte med blodbad og sendte chokbølger gennem de sociale medier, hvor »Game of Thrones«-fans debatterer serien. Lad os ikke gå yderligere i detaljer, men konstatere, at for alle os, der er helt opdaterede, er ventetiden nu ved at være overstået: På søndag er der premiere på første afsnit i fjerde sæson af »Game of Thrones«.

TV-serien er baseret på George R.R. Martins populære bogserie, der på dansk hedder »En sang om is og ild«, og hvoraf der foreløbig er udkommet fem bøger, mens to mere er på vej. Vi befinder os i en middelalderlig verden bestående af kontinenterne Westeros og Essos, der står for enden af en ti år lang sommer. Det vil føre for vidt at gennemgå handlingen særlig detaljeret – alene i tredje sæson var der 257 skuespillere på rollelisten. Der er dog tre overordnede handlingstråde:

Den første handler om syv kongedømmers kamp om magten og Jerntronen i Westeros, hvor det her ved indgangen til fjerde sæson er den rige og magtsyge Lannister-familie, der sidder på Jerntronen, mens et sindrigt magspil af intriger og alliancer er i gang, og en fuldblods krig rykker tættere på. Den anden handlingstråd drejer om den voksende trussel fra nord, hvor en iskold langvarig vinter er på vej sammen med mytiske, farlige væsener kaldet »de andre«, og hvor »de vilde«, er ved at løbe Nattevogterne, der bevogter den store ismur ved grænsen til nord, over ende.

Den tredje handlingstråd følger den smukke Daenerys Targaryan, efterkommeren til Westeros’ tidligere herskere, der fra Essos samler styrke for at genvinde Jerntronen. Hun kommanderer nu en veltrænet hær af tidligere slaver og tre fuldvoksne, ilsprudende drager, men er i første omgang optaget af at befri alle slaver på det varme, ørkenfyldte Essos, inden hun giver sig i kast med Lannister og co. Denne del af historien synes endnu som lidt af en digression, men man glæder sig over Emilia Clarkes stærke portræt af Daenerys Targaryan, der for alvor har fundet sin indre styrke som leder.

Der er dog langt mere saft og kraft i den del af plottet, der drejer sig om Lannister-familiens indre magtforhold. Bedømt på de tre første afsnit af fjerde sæson bliver det nu et centralt omdrejningspunkt. Her står en mere og mere velspillende Nikolaj Coster-Waldau som krigeren Jaime Lannister udspændt mellem sin søster og hemmelige elskerinde Cersei (Lena Headey) og broderen, den udspekulerede, men elskelige dværg Tyrion (Peter Dinklage). På tronen sidder den psykopatiske drengekonge Joffrey (fabelagtige Jack Gleeson), mens farmand Tywin i Charles Dances imponerende skikkelse trækker i alle trådene omgivet af et helt galleri af farverige figurer, der spinder rænker, som ville gøre kejser Nero misundelig. Det er ganske enkelt forrygende.

Derudover hæfter man sig ved fortællingen om Arya Stark (Maisie Williams), et af børnene fra den slagne Stark-familie, der er på flugt med en klippe af en kriger og for alvor er ved at finde ind til sin egen hævngerrige blodtørst – sjældent har man set så råt et TV-portræt af en pige. Og så er der, som nævnt, en lang række andre tråde i tapetet, hvor det blot er tilstrækkeligt at konstatere, at serien holder det generelt høje niveau fra de tidligere sæsoner.

Der er dem, som lidt nedladende afskriver Martins bøger og ikke mindst »Game of Thrones«-serien som spekulativ fantasy til en generation af filipensbefængte computer- og rollespilsnørder med trang til tegneserieromantik og bare bryster, som de kan forlyste sig med i mørket foran TV-skærmen. »Tolkien with tits,« om man så må sige.

Men det er en alt for simpel, primitiv og generaliserende kritik. Naturligvis er der et element af både exploitation og fantasy-nørderi i »Game of Thrones«, men fortællingen er vokset betydelig mere mangefarvet og magtfuld end som så. Sammenlignet med eksempelvis »Ringenes Herre« er vi et helt andet mørkt og farligt sted – volden er brutal, rå, realistisk og eksplosiv, intrigerne og magtspillene langt mere shakespearske og machiavelliske i sine tilsnit, og de heltmodige gerninger er plettede af mørke, uberegnelige og egoistiske bevæggrunde. Læg hertil et aldeles velvoksent budget, og man står med en serie, der også på produktionssiden imponerer i forhold til andre kappe-kårde-kostyme-dramaer, der måtte findes. Her i fjerde sæson er det hele så stilsikkert afviklet, at man føler sig fuldstændig nedsunket i George R.R. Martins dobbeltbundne og lunefulde univers.

»Game of Thrones« befæster således sin position som »the mother of TV-epics« – det er ikke godnatlæsning for børn, men bestemt medrivende godnatsening for voksne.

»Game of Thrones« sæson fire har premiere søndag på HBO Nordic og C More.