Er Tony Blair virkelig skør?

Jeg har aldrig nogensinde læst Dan Browns »Da Vinci mysteriet«. Og jeg kunne ikke drømme om det. Ikke fordi jeg ikke er til gode spændingshistorier. Men Dan Browns bog har – siden den udkom – irriteret mig, fordi den slår plat på et religiøst budskab.

Jeg har aldrig personligt været en stor kirkegænger og er derfor hvad der – med et pænt ord – må betegnes som »kulturkristen«. Alene ordet får det til at vende sig i mig. Ikke fordi betegnelsen ikke er rammende. Men jeg har i mit journalistiske liv beskæftiget mig så meget med religion og med Mellemøsten, at min respekt for folk, der er dybt religiøse, er alt for stor til, at jeg kan finde på at drive plat med noget så vigtigt som folks tro.



Når jeg tænker på det her i juledagene, er det på baggrund af den britiske premierminister Tony Blairs indtræden i den katolske kirke. Blair turde ikke stille sin religiøse holdning til skue, mens han var premierminister, angiveligt af angst for at blive betragtet som skør. Det problem har Bush ikke.

Men hvor er vi henne? Vores egne ledere i den vestlige verden tør ikke vedstå sig deres tro, fordi de er bange for at blive til grin. Så er det bedre at være en slatten kulturkristen, der for en sikkerheds skyld kan trække i nødbremsen på den yderste dag, hvis det nu alligevel skulle vise sig, at Sankt Peter er mere end en myte.



Den religiøse nysgerrighed er ellers større, end den har været længe. Interessen for religiøse spørgsmål er stigende ikke mindst efter 11. september, hvor folks interesse for det religiøse er blevet styrket. Indvandringen af muslimer til Europa siges at have givet europæerne et behov for at søge ind til egne religiøse rødder.

Og det ses på flere måder. Dels oversvømmes markedet i Europa med bøger om religiøse emner – de fleste af dem om islam og forståelsen af det, der foregår i Mellemøsten. Dels er også kristne bøger på fremmarch som en reaktion på islam, men også som et resultat af Dan Browns spændingsroman.



Men Paven har gennemskuet os. Den katolske kirke har indset, at det at være »nysgerrig« over for religiøse spørgsmål ikke nødvendigvis får flere mennesker ind i kirkerne som aktive kristne. Paven sagde i sin juleprædiken, at vi ikke bruger nok tid på religion. I sin tale efterlyste han, at folk sætter mere tid af til næsten, til de fattige og til Gud. Paven mente, at det moderne menneske er så optaget af sig selv, at det glemmer julens egentlig budskab. Vi får ikke skabt det åndelige rum i vores hverdag.

Paradoksalt nok i betragtning af, at vi læser om religiøse spørgsmål mere end nogensinde tidligere, og at vi i radio og TV har programmer, som beskæftiger sig med religiøse problemstillinger. Men sandheden er også, at religiøse spørgsmål er blevet politiske spørgsmål. Det er det politiske, der er drivkraften i denne nysgerrighed. Ikke religionen i sig selv. Den synes at have mistet sin magiske betydning i det moderne menneske.



Man skulle ellers tro, at det rene kristne budskab både rummede politisk og magisk drama. Men måske har vi ikke fattet det – os kulturkristne – eller også mangler vi som Blair modet.