Dyr fjernvarme trækker boligprisen ned

Store udgifter til varme er gift for boligpriserne. 

Er boligen tilsluttet et af de dyreste fjernvarmeværker i landet, så presser det sælgeren til at sænke prisen kraftigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox

Flere ejendomsmæglere siger til nyhedssiden bolius.dk, at store udgifter til fjernvarme gør, at boligsælgerne må gå ned i pris.

Eksempelvis tvinger en varmeudgift på 30.000 kroner årligt boligsælgerne til et gå mellem 200.000 og 300.000 kroner ned i pris.

Eksempelvis har ejendomsmægler Bjarne Andersen flere huse til salg i Veddum, Skelund og Visborg i Mariagerfjord Kommune. Men husene er meget vanskelige at sælge, da køberne også skriver under på at betale landets højeste varmepris på 2.741 kroner om måneden for et typisk hus.

- Det første, folk spørger om, når de er interesseret i et hus her på egnen, er, om det er tilsluttet  kraftvarmeværket. Hvis det er det, så smutter de igen, siger Bjarne Andersen til bolius.dk.  /ritzau/