I fjor så jeg »Mona Lisa« for første gang nogen sinde. 14-årige Christian og jeg var i Paris, og blandt det videnbegærlige barns egne ønsker til dannelsesrejsen var at se det berømte billede, som jeg altid selv er sprunget over, når jeg har været på Louvre. Hvorfor? Jo, fordi maleriet er placeret bag panserglas, det bliver mandsopdækket af to vagter, og foran det står en hoben mennesker fra stort set alle dele af verden og kigger på værket. Med det resultat at man ingenting ser.
Man ser ikonet, et af verdens mest berømte og mest reproducerede malerier, genstand for skrøner og spekulationer. Men man ser ikke penselsstrøgene. Man ser ikke detaljerne. Man har mere glæde ud af at se gengivelser i kunstbøger. For så vidt kunne det lige så godt være en kopi, der hang på væggen. Og det er der da også mange konspirationsteoretikere, der tror.
Rund fødselsdag
I år er det - angiveligt - 500 år siden, billedet blev færdigt. Man kan støde på forskellige årstal i forskellige opslagsværker, men et flertal af dem - eksempelvis den nationale encyklopædi - synes nu at lægge sig fast på, at det var i 1507, Leonardo da Vinci blev færdig med det portræt af Lisa Gherardini, han havde påbegyndt fem år tidligere.
På Louvre hedder maleriet ikke »Mona Lisa«. Hvis man ikke kan fåøje på de utallige skilte på væggene, der viser hen til denne populære turistattraktion, og i stedet spørger det hårdt prøvede personale, hvor værket hænger, vil man konstatere, at det hedder »La Joconde« og på italiensk »La Giaconda«, der betyder så meget som den muntre og yndefulde. Opdraggiveren hed Giocondo, Francesco del Giocondo. Det var den florentinske adelsmand, der bestilte portrættet af sin hustru. Da Leonardo rejste til Frankrig, tog han billedet med sig. I Frankrig erhvervedes det af Frans 1, og vi ved, at det i år 1800 hang i Napoleons soveværelse - og i dag altså på Louvre.
Set fra nutiden er billedet, der er malet på træ, ikke stort. Det måler 77 x 53 cm. Det forestiller en kvinde i halvfigur med begge hænder, hendes meget smukke hænder, synlige, hvilket var noget af en nyskabelse, der dannede skole. Kvinden sidder i forgrunden. Bag hende er et landskab, der næppe er et konkret landskab men snarere en fri fortolkning af et mystisk landskab, der skal danne en slags metafysisk rum, et åndeligt landskab er det engang blevet kaldt, altså et landskab der er med til at skabe og understrege en stemning.
Mange har hæftet sig ved kvindens smil, der synes uudgrundeligt eller tvetydigt, og det er ikke unaturligt en af grundene til, at så mange myter er opstået omkring billedet. Er det i virkeligheden et selvportræt, hvori Leonardo diskret afslører sin homoseksualitet? Var kvinden i lykkelige omstændigheder? Var det hans elskerinde? Er maleriet et portræt, der med årene er blevet ændret til et idealbillede af en kvinde? Eller gemmer hun på endnu mere fatale hemmeligheder af den slags, man skriver underholdende romaner om? Man har således ofte troet, at Leonardo var med i en hemmelig orden, der besad en viden om Kristus og kirken, som almindelige mennesker var afskåret fra at få del i, eller at der er nogle skjulte tegn i hans billeder, der er en slags nøgler til sandheden eller måske koder for de indviede. For hvorfor smiler Mona Lisa?
At kvinden smiler, skulle nu være nagelfast takket være de senere teknologiske landvindinger. En række medier kunne således for en måneds tid siden fortælle om nogle forskere på et universitet i Amsterdam, som ved hjælp af en computer havde fundet frem til, at La Giacondas smil for 83 procents vedkommende gav udtryk for glæde. Ni procent af smilet skulle derimod være et udtryk for afsky, seks procent for frygtløshed og to procent for vrede. Det er endnu ikke lykkedes at finde frem til La Giacondas menstruationscyklus.
»En udannet person«
Kunstneren bag værket er Leonardo da Vinci - eller blot Leonardo, for det var ofte sådan, han signerede sine billeder.
Leonardo blev født i den lille by Vinci nær Firenze i 1452 og dermed forud for sin tid; forud for den italienske renæssance tidligt i 1500-tallet, som han om noget forbindes med. Som ung mand blev han sat i lære hos den store maler og billedhugger Verrocchio - ham der skabte den fremragende Colleoni-rytterstatue i Venedig - og han arbejdede livet igennem for forskellige fyrster og konger i Firenze, i Milano hvor han malede sit berømte nadverbillede til klosteret Santa Maria della Grazie, og endelig i Frankrig hvor han opholdt sig de sidste år af sit liv. Han døde i 1519.
Leonardo omtalte sig selv som en omo senza lettere, en udannet person, men han var det hele, og han kunne det hele og var som sådan i overensstemmelse med renæssancens dannelsesideal. Han siges at have været det sidste menneske, der vidste alt, hvad der var at vide i verden. Og interessant nok var han ikke plaget af den splittelse mellem videnskaberne og kunstarterne, mellem teknikken og humaniora, der ofte ellers præger samfundsdebatten og såvel videnskabens tjenere som kunstarternes udøvere.
Hans billeder er - i det omfang man altså kan se dem - aldeles fremragende. Han mestrede en fin bearbejdning af balancen mellem lys og skyggevirkninger, der kommer til udtryk i en udtalt blødhed, sfumato, som både forlener værkerne med en stor skønhed og tvetydigt åbner for mange fortolkningsmuligheder. Det er bl.a. det, der sker i den måde, han maler kvindens mund på.
Spejlinger og kontraster - f.eks. mellem ældre og yngre mennesker og mellem nær- og fjernhed - var et af hans gentagne karakteristika, og han havde en svaghed for at gengive vand og klipper, sådan som han også gør det i »La Giaconda«. Hans bevarede billeder er blot lidt mere end et dusin - og blandt andre hovedværker er »Bebudelsen«, der hænger i Uffizierne i Firenze, og »Dame med hermelin«, der befinder sig på kunstmuseet i Krakow.
Med til at underbygge myterne om ham - og også dét har selvfølgelig været genstand for forskellige film - var hans interesse for ingeniørkunst og våbenteknologi. I princippet opfandt han såvel flyvemaskinen som undervandsbåden, og i hvert fald i en periode eksperimenterede han med at konstruere en evighedsmaskine. Hans mange og sære notesbøger - og herunder den omstændighed at notaterne er nedfældet spejlvendte! - har bidraget til opfattelsen af, at han ikke blot higede og søgte efter at forstå- for det var kernen i hans liv og stræben - men vitterlig også kendte til mange af universets hemmeligheder, og det er således blevet hævdet, at han vidste, hvordan man lavede guld.
Som nævnt er »Mona Lisa« talrige gange blevet efterlignet og karikeret og brugt og misbrugt i forskellige sammenhænge. En af de kunstnerisk mest opsigtsvækkende er fra 1919, da dadaisten - og konceptkunstens fader - Marcel Duchamp malede »La Giaconda« med overskæg og gav sit billede titlen »L.H.O.O.Q«, der udtalt på fransk ord for ord kan blive til den bramfri sætning Elle a chaud au cul eller på dansk:
Hun er varm i røven.
Og dét er hun. Stadig efter 500 år.
