Vej dig hver dag og hold dig slank

Hvis du vejer dig dagligt og skriver vægten ned, holder du vægttabet længere, viser undersøgelse. Især for mænd.

Normalt anbefaler man ikke folk på slankekur at veje sig dagligt og notere resultaterne, men nu peger et amerikansk studie på, at det faktisk kan være motiverende at gå på vægten hver dag og at skrive vægten ned i et skema.

Forskere fra Cornell University fulgte i en periode på to år 162 personer, der blev delt op i en slankegruppe og en kontrolgruppe. Slankegruppen fik besked på at tabe en procent af deres kropsvægt, og når de havde holdt det vægttab i ti dage, skulle de øge med yderligere en procent og så videre. Målet var, at de skulle tabe ti procent af deres kropsvægt, men i gennemsnit lykkedes det kun deltagerne at tabe omkring 2,5 procent af deres oprindelige vægt.

Forskerne gik ikke op i, hvilken form for slankekur, forsøgspersonerne fulgte, men mere, om det ville lykkes for dem at holde vægttabet. Derfor skulle de hver dag veje sig og notere deres vægt i et skema.

Undersøgelsen, der for nyligt blev offentliggjort i Journal of Obesity, viste, at de, der noterede deres vægttab ned dagligt og fortsatte med at notere vægten i et år efter slankekuren, formåede at holde deres vægt.

Det er et vigtigt resultat, skriver Cornell University i en pressemeddelelse, for man ved, at omkring 40 procent af dem, der taber sig, tager vægttabet på igen i løbet af et år efter kuren, og at næsten alle er tilbage til den oprindelige vægt fem år efter kuren.

»Normalt siger man, at man ikke skal veje sig selv dagligt, men dette her viser det modsatte,« siger undersøgelsens leder og hovedskribent, David Lavitsky fra Cornell University. Han mener, at det at skrive vægten ned »tvinger en til at være opmærksom på sammenhængen mellem det, man spiser, og ens vægt.«

Mændene var bedre til at holde vægttabet

Undersøgelsen viste også noget andet interessant, nemlig at mændene var bedre til at holde vægttabet end kvinderne.

Det undrer ikke den danske ernæringsekspert Marie Steenberger.

»Det er min erfaring, at mænd har utrolig stor glæde af alle former for gadgets, apps og programmer, hvor de kan måle og registrere deres vægttab og derefter sidde og arbejde med det på computeren. Det går mange mænd op i, mens de fleste kvinder helt står af på den side af vægttabet,« siger hun.

Normalt anbefaler Marie Steenberger ikke sine klienter at veje sig dagligt, men derimod kun én gang om ugen, fordi vægten kan svinge fra dag til dag og dermed virke demotiverende.

Hun mener, at der er to forklaringer på, at det gik forsøgspersonerne i den amerikanske undersøgelse så godt med at fastholde vægttabet.

»Jeg tror, at det har en virkning, når man dagligt konfronteres med sin vægt og derfor hurtigere kan skride ind, hvis den stiger. Men jeg tror også, at det har en betydning, at forsøgspersonerne i året efter deres vægttab stadig var en del af forskningsprojektet. De bevarer deres motivation på en helt anden måde, når de er med i et forsøg. Der er en enorm motivation i, at man bliver fulgt af nogle andre, for man kan hurtigt blive forført af sine egne undskyldninger,« siger Marie Steenberger, der også selv følger sine klienter i kortere eller længere perioder efter deres vægttab. »Det giver en utrolig motivation, at man skal stå til regnskab for en anden end sig selv.«

Det samme forbehold tager undersøgelsens ophavsmænd i Journal of Obesity, hvor de forklarer, at de forsøgte at holde så lav profil som muligt i forhold til deltagerne.

»Men for mange af deltagerne kan det have haft en betydning på deres engagement og derfor deres vægttab, at de vidste, at nogle overvågede dem,« skriver de.