Jill Byrnit: Farvel til et sygt årti – må 20erne blive sundere

Det blev født med problemer – årtiet. I kølvandet på finanskrisen måtte det tages med tang, og det var som om, at det aldrig rigtigt kom sig, men forblev skravlet, umodent og – mest af alt – sygeligt narcissistisk hele vejen igennem.

Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv Maria Albrechtsen Mortensen

Så fik vi sagt farvel. Farvel til et årti, der, såfremt det havde været en film i »Star Wars«-rækken, ville have været den dystre toer. Den, hvor det for alvor trækker op til uvejr, Dødsstjernen permanent tager ophold i en galakse alt for tæt på, og det langt om længe går op for os, at vi er af samme slægt som mørkets fyrste. Man må formode, at vi skal et godt stykke ind i 20erne, før vi helt forstår, hvad der ramte os.

Det blev født med problemer – årtiet. I kølvandet på finanskrisen måtte det tages med tang, og det var som om, at det aldrig rigtigt kom sig, men forblev skravlet, umodent og – mest af alt – sygeligt narcissistisk hele vejen igennem.

Jill Byrnit

»For var der én ting, årtiet også lærte os, så er det, at det tidligere så højt besungne juridiske princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, er gammeldags og elitært.«


Det var årtiet, hvor vi gravede så dybt i egne navler, at vi i mørket derinde risikerede at støde på en socialdemokrat med et overvågningskamera. Eller en delegation af embedsmænd fra så entreprenante statsapparater som det nordkoreanske, der ville aflure os et par trick om politisk nudging.

For det var i sandhed årtiet, hvor der opstod en bekymrende diskrepans mellem på den ene side vores branding som nation og på den anden den faktuelle virkelighed.

Således kunne man et langt stykke ind i 10erne ikke sparke sig frem for turistbrochurer om lykkelige Danmark, og der udkom en til ad nauseam-grænsende strøm af nationsforherligende litteratur i genren hygge-tillid-idyl. Nok noget, der kan bidrage til præstationskulturelt stress hos de unge, for hvem orker dog at skulle leve op til den slags floskler?

Det er der ganske få normale mennesker, der gør, og derfor gav det også god mening, da det – noget surrealistisk – viste sig, at hygge-tillid-idyl ikke kommer af sig selv, men er benhårdt arbejde, der kræver konstant overvågning.

I en bemærkelsesværdig demonstration af, hvordan man aldrig skal lade sin ytringsfrihed begrænse af faren for logiske fejlslutninger, fandt vi ud af noget i stil med, at tryghed er frihed og overvågning giver tryghed, ergo må overvågning give frihed. A hva’ for en fisk? Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en sten.

»Jeg ville gerne ty til klicheen, at nu kan det ikke blive værre, men er der én ting, livet lærer en, så er det, at det kan altid blive værre. Eller måske det bare er mig.«


Det vidner utvivlsomt om et usædvanligt højt nationalt niveau af tillidsfuldhed, at dette blev årtiet, hvor vores magthavere kom så ubesværet igennem med at newspeake om tiltag, der – uanset hvilken social-konstruktivistisk virkelighedsopfattelse, man måtte abonnere på – er og bliver statslig borger-monitorering. Men så er det da godt, at det er Big Mother, og ikke Big Brother, der står bag. Hellere kvæles af omsorg end af Huawei.

I det nye årti vil vi blive nudget til at begribe den filosofiske sandhed, at friheden stiger eksponentielt med brug af ansigtsgenkendelsesteknologi. Men da jeg tror på at rive gaffertapen af i ét hug, så lad os straks springe mellemregningerne over og få indopereret GPS-sendere i alle landets borgere. Så er vi frie til at gå, hvorhen vi vil. Så længe vi altså har børstet vores tænder, har rene negle og ikke tænker urene tanker.

For var der én ting, årtiet også lærte os, så er det, at det tidligere så højt besungne juridiske princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, er gammeldags og elitært. Ja, måske ligefrem fransk. Så nu er vi skyldige, indtil det modsatte er bevist. Næ, vi er faktisk skyldige, så snart en anklage er på bordet. For sådan var årtiet – ikke optaget af fakta.

Jeg ville gerne ty til klicheen, at nu kan det ikke blive værre, men er der én ting, livet lærer en, så er det, at det kan altid blive værre. Eller måske det bare er mig.

Med ønsket om et rigtigt godt nytår trods alt.